Vi kan oversætte mellem politikere og praktikere

Kan velfærdsforskningen give kommunerne svar på nogle af de svære styrings- og prioriteringsklemmer, de står i? Både ja og nej, mener Lotte Jensen, direktør i VIVE. Her er viden og anbefalinger at hente, men prioriteringerne må politikere og kommuner selv stå på mål for.

VIVE har netop udgivet en rapport om den økonomiske styring på det specialiserede voksenområde – seks fokuspunkter og anbefalinger med afsæt i kommunernes egen praksis. Rapporten kan hjælpe kommunerne med at identificere og håndtere forskellige styringsudfordringer uden at blande sig i de socialfaglige vurderinger og politiske prioriteringer.

Lotte Jensen, forholdsvis nyudnævnt direktør i Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE), vifter med en stak printede papirer. På bordet ligger også en håndtegnet skitse, der mest af alt minder om et gammeldags flowdiagram – hendes noter til sig selv om det centrale spørgsmål, FSD gerne vil have svar på i dag:

Kan socialforskerne hos VIVE give kommunerne en hjælpende hånd med at finde svar på de prioriterings- og styringsmæssige dilemmaer og udfordringer, som tynger i disse år: En voksende ældrebefolkning, der lever længere og dermed vil trække kraftigt på de kommunale sundhedsydelser de kommende år. Og en eksplosiv vækst i antallet af psykiatriske diagnoser hos borgere – både børn og voksne. Blot for at nævne to demografiske bevægelser, der holder den kommunale økonomi i en skruetvinge og kræver skarpe prioriteringer.

Ja, det kan socialforskerne til en vis grad, bekræfter Lotte Jensen, bl.a. med netop henvisning til den dugfriske rapport fra VIVE (se faktaboks). Og samtidig nej.

– Vi kan ikke hjælpe med en egentlig prioritering. Det er ikke en forskningsmæssig, men en politisk, opgave. Vi kan derimod levere et vidensgrundlag at prioritere på, siger hun.

Må øve sig i at tale om prioriteringer

Men, pointerer Lotte Jensen også: En prioritering er jo aldrig neutral. Der lægges altid et perspektiv til grund.

– Og det kan vi hjælpe med at afklare og tydeliggøre. Vi kan analysere forskellige prioriteringers effekter fra en borgersynsvinkel uden dermed at sige noget om den samlede kommunale økonomi. Vi kan også analysere udviklingen i den kommunale økonomi og styring af den – uden at det siger noget om hverdagen for borgerne på de forskellige velfærdsområder. Så vi kan altså være med til at bane vejen for dialog og sammenkædning mellem de forskellige hensyn.

På det aggregerede niveau kan socialforskerne også byde ind med viden om dynamikkerne bag de områder, som bliver dyrere.

– Fx kan vi se, at kommunerne bruger mange ressourcer på det specialiserede voksenområde og efterlyser viden om dynamikkerne bag og håndtag til at få greb om udgifterne.

Det kræver både data og analyser af levekår for de relevante befolkningsgrupper og undersøgelser af, hvordan områderne styres og koordineres i praksis, forklarer Lotte Jensen.

Forskningen går på to ben

Hun peger også på, at VIVE med fusionen mellem SFI og KORA har to ben at gå på. SFI har en lang tradition for bl.a. forløbsstudier, hvor man over tid følger og dokumenterer, hvordan det går en udvalgt gruppe, fx børn og unge. Mens KORA blev født med en klar styrings-, effektivitets- og organiseringsdagsorden for at imødekomme borgernes tarv og krav bedst muligt givet en økonomisk ramme.

– Så på den ene side kan vi dokumentere dybt, langt og vigtigt – ofte til styringsmæssig frustration, fordi det kan kaste lys på, at en problemstilling forbliver en svær udfordring. På den anden side styringsdagsordenen: “Vis os, hvordan vi bliver mere effektive til at styre det, vi ikke styrer så godt nu”. Min opgave er bl.a. at føje disse to typer af fagdiskussioner sammen.

Så skulle Lotte Jensens telefon ringe og i røret hænge en frustreret kommunal socialdirektør eller politiker, som akut har brug for svar på en af de mere presserende velfærdsudfordringer, ville hendes pragmatiske respons lyde noget i retning af:

– Vi kan hjælpe i dialogen om den økonomiske styring og de politiske prioriteringer, men vi kan ikke rådgive om quick fix, fx hvordan man skal dæmme op for en forøget population på et bestemt socialområde, som driver udgifterne i vejret. Dels er disse tendenser ofte karakteriseret af stor kompleksitet, og dels ser vi jo, at man allerede er i gang med at øve sig med bl.a. frikommuneforsøg, En Plan, silo busting osv.

Forskel i logikken på Christiansborg og i Guldborgsund

Når det er sagt, forstår Lotte Jensen udmærket behovet for tydelige løsninger, både set med de politiske og styringsmæssige briller på. Er det bedst med rammestyring, BUM-modeller, eller hvad virker i hvilke sammenhænge? Hvordan organiseres visitationen, er der progression i borgerens udvikling, skal vi altid give borgeren det, borgeren beder om, eller som forskellige fagprofessioner anbefaler osv. Her er koblingen mellem politisk og økonomisk styring og faglighed lige så vigtig, som den er vanskelig.

Og, pointerer hun, noget af den handler også om et oversættelsesspørgsmål mellem nationale politikere og kommuner. Der kan sagtens finde et ‘blame game’ sted. For hvem vil stå fadder til en lovgivning, som bliver dyrere eller ikke virker som antaget? Og hvilken virkelighed taler man ud fra? Der er stor forskel på styrings- og praksisvirkeligheden på Christiansborg og i Guldborgsund Kommune. Den oversættelse og dialog mellem de to parter kan vi som forskere være med til at fremme grundlaget for, siger Lotte Jensen.

Hun er ikke i tvivl om, at vi kommer til at tale meget mere om, hvad der ‘virker’, hvordan det konstateres, og hvilke dynamikker der ligger bag.

– Interessen for at se sociale indsatser som investeringer ser ud til at vokse. På den måde er fx SØM-modellen en månelanding som det første forsøg på at anskue socialpolitik på en ny måde, så den skal helt sikkert udvikles. I den optik er der ikke en definitorisk modsætning mellem økonomisk styring på den ene side og indsatser på velfærdsområderne på den anden. Det åbner også for en anden type af dialog mellem det fagprofessionelle ønske om at røgte borgernes tarv og budgetvogternes opgave med at håndtere udgiftsvæksten.

Artiklen har været bragt i Socialchefernes årsmødemagasin 2019