Vi har en tendens til at tro, at vi skal bøvle med ledelse alene

Birgitte Glifberg

Som ny leder kan du føle dig lidt alene hjemme på posten til at begynde med. Måske tænker du endda, at sådan skal det være – du skal jo lige lære det. Men det er ikke tilfældet, forsikrer Birgitte Glifberg, HK Kommunals ledelsescoach og opfordrer dig til at bruge Chefgruppens tilbud om coaching til nye ledere.

”Er jeg egentlig god nok til mit job, og hvordan beviser jeg mit værd?”. ”Hvad tænker de andre egentlig om mig?”.

Hvis du er ny leder og martres af spørgsmål som disse, er du hverken den første eller eneste i verden. Det forsikrer ledelsescoach Birgitte Glifberg fra GLIFBERG PROCESSER om. Hun har i mange år bl.a. coachet nye ledere i regi af HK Kommunal Chefgruppen i at finde deres ben i overgangen fra medarbejder til leder. Og hendes erfaring er, at mange organisationer og deres topledelser heldigvis efterhånden er meget bevidste om, hvordan de skal tage godt imod nye ledere.

Mange steder hjælpes nye ledere godt ombord

– Mange steder har man bl.a. onboarding-programmer for nye ledere, måske også med en mentorordning, hvor en erfaren leder kobles sammen med en ny leder i en periode i starten. Der kan også være interne lederkurser som støtte til at komme godt i gang eller netværk på tværs i organisationen, hvor nye ledere også inviteres med.
Og midt i den usikkerhed, du kan føle som ny leder, er det vigtigt også at huske på, at du er udvalgt til at varetage en særlig funktion, fordi du er blevet vurderet til at være den rette til stillingen med dine faglige og personlige kompetencer, understreger Birgitte Glifberg.

– Som ny leder kan du være med til at gøre en forskel, og det er motiverende for de fleste. Måske skal du også i gang med en formel lederuddannelse, fx en diplomuddannelse i ledelse, og her vil du også få viden om ledelse sammen med det, din organisation allerede tilbyder.

Erfarne ledere er også usikre

Når det er sagt, anerkender Birgitte Glifberg, at der selvfølgelig kan opstå tanker og følelser, som skaber usikkerhed, når man er uerfaren i lederjobbet.

– Jeg har talt med mange nye ledere i årenes løb, og det er ofte de samme spørgsmål og tvivl, de giver udtryk for: ”Måske forventer de andre (eller er det mig selv?), at jeg arbejder vildt igennem og klarer alting selv?”. ”Jeg tør ikke blotte mig og sige, at det her forstår jeg faktisk ikke, og jeg er også usikker på, hvilken vej vi skal gå sammen med medarbejderne eller i ledelsesteamet”. ”Politikerne er meget langt væk i min bevidsthed, fordi der er så meget andet, jeg skal have styr på, så hvordan skal jeg byde ind ift. de politiske visioner?”. ”Jeg er nogle gange uenig i min chefs tilgang eller perspektiv på tingene, men det skal jeg ikke have sagt højt, for det får måske betydning for min position og relation til hende”.

Så, konstaterer Birgitte Glifberg – på den ene side er det almindeligt for både nye og til en vis grad også erfarne ledere at have de tanker – og jo særligt i en startfase, hvor læringskurven er mere end stejl.

– Og på den anden side vil du som ny leder gerne fremstå kompetent til jobbet. Og derfor kan du ende med at tænke, at det er bedst at bøvle med ledelse alene. Men det er – ikke overraskende – en dårlig idé. Det er tværtimod vigtigt at tænke ledelse som en holdsport: Alene kan du en del, men sammen kan I meget mere. Desuden skal du helst holde i jobbet i mange år, så derfor er det bedst at undlade at bøvle med ledelse alene. Det slider, siger Birgitte Glifberg og fremhæver:

– Og vi ved det jo godt: De gode beslutninger træffes bedst i dialog og samarbejde. I et psykologisk trygt og sikkert arbejdsfællesskab, hvor der er plads til at begå fejl, men hvor vi selvfølgelig lærer af fejlene, så vi kan styrke læring, innovation og vækst.

Spørg om hjælp!

Hvad skal en ny leder så gøre i stedet?

– Spørg om hjælp, del dine overvejelser og refleksioner, så I sammen kan bedrive bedre ledelse. Det er vigtigt også at have nogle fortrolige, som du kan tale med. Mange både nye ledere og erfarne ledere oplever i perioder, at der kan være koldt og ensomt på ledelsesposten. For ledelse handler også om magt og magtpositioner, fx i ledelsesteamet eller til ens nærmeste leder. Her kan det for mange ledere være en fordel at have en ledelsesrådgiver uden for organisationen at tale med, siger Birgitte Glifberg.

Hvem kan hjælpe en ny leder i den proces?

– Vi ved, at det er afgørende at komme godt fra start, uanset om man skifter til et nyt niveau i en organisation eller kommer udefra. Derfor tilbyder HK Kommunal Chefgruppen leder- og chefmedlemmer en god start i et nyt job med en times gratis telefon- eller Teams-coaching tre gange i løbet af det første år, du sidder som helt ny leder eller er skiftet til en ny leder/cheffunktion.

Hvis du skifter fra faglig medarbejder til faglig leder

En særlig dimension, som kan udfordre i et nyt lederjob er, hvis du måske har være den ’bedste af ligemænd’ fagligt og derfor fået buddet som faglig leder. Og nu skal du tage ansvar for andre faglige medarbejderes arbejde. Arbejde, du måske selv ville have løst på en anden måde.

– Som ny faglig leder skal du være klar på dine opgaver og løbende få forventningsafstemt dem med din nærmeste leder. Din opgave er at lede den faglige opgaveløsning og ikke selv løse opgaverne, men være god til at uddelegere til medarbejderne. Det kræver både faglig indsigt og udsyn, at kunne træde i karakter som leder. Som faglig leder skal du undgå at være for meget nede i driften og den specifikke opgaveløsning, men derimod lære at spille medarbejderne gode, så de selv løfter opgaverne.

Du skal også involvere og sikre følgeskab som leder, du skal måske vinke farvel til et godt kollegaskab, og du har pludselig både en ny position, magt og privilegier, medarbejderne ikke har. Det kan være en svær overgang, bekræfter Birgitte Glifberg.

– Det kalder på en personlig robusthed at kunne navigere og være reflekteret om, hvad der kan være på spil i relationerne, og hvordan du som leder kan og vil forholde mig til den nye rolle. Selvfølgelig er der også masser af positiv energi i den nye hverdag. Så det vigtigste er at komme godt fra start og have nogle at tale med undervejs. Det har alle ledere glæde af.

Læs artiklen på hk.dk