Er du en multiplier eller formindsker? Multiplier-lederen får det bedste frem i medarbejderne og kan mere end fordoble deres engagement og værdi for organisationen, mens formindskeren gør det modsatte, skriver den prisvindende forfatter Liz Wiseman i sin bog Multipliers. Ledelsesekspert Christian Ørsted hjælper med at navigere i begreberne og adfærden bag.
“Det siges, at man efter et møde med den mægtige britiske premierminister William Ewart Gladstone tænkte, at han var verdens klogeste mand, mens hans modstander Benjamin Disraeli kunne få én til at føle, at man var selv den klogeste”.
Citatet er fra den irske U2-forsanger Bono og optræder i Liz Wisemans bog Multipliers. Hvordan de bedste ledere gør alle klogere, der udkom på dansk i 2022. Og ordene indrammer essensen af de to typer ledelsesadfærd, bogen handler om: multiplieren og formindskeren.
Forstørrer eller formindsker gode bidrag
Multiplier-lederen formår at mangedoble medarbejdernes engagement, får dem til at vokse med opgaverne og dermed skabe større værdi for organisationen. Liz Wiseman går så vidt som til at sige, at multiplier-ledere skaber genier – gør alle omkring sig mere intelligente og kompetente “ved at forstærke den enkeltes individuelle intelligens og ved at skabe en atmosfære af innovation, konstruktiv indsats og kollektiv intelligens”.
Stiller høje krav
Men hvad gør multiplier-lederen så?
– Multiplieren bedriver bevidst ledelse, som gør plads til andres genialitet – får det inviteret frem, og det er enormt energigivende, når vi oplever det, siger ledelsesforfatter og -konsulent Christian Ørsted. Han har skrevet forord til den danske oversættelse af Liz Wisemans bog, som 2019 indbragte hende Thinkers50’s Leadership Award i London.
Modsat hvad man måske kunne tænke, er multiplier-adfærd ikke at være sød og skåne medarbejderne. Eller være oraklet, som går forrest og har svar på alt, understreger Christian Ørsted.
– Tværtimod udfordrer multiplieren medarbejderne ved at stille høje krav, give stort ansvar og ejerskab for opgaverne ved at bringe deres viden og kompetencer i spil. Det, der gør dem til klogere udgaver af sig selv, er, at de ikke skal vælge mellem store udfordringer eller støtte og opbakning: De får begge dele på én gang, og det frigør dem til at tænke og præstere mere og bedre, forklarer han.
I den modsatte ende af spektret har vi formindskeren.
– Vi har alle sammen mødt ledere, der formindsker os. Hvor vi føler, vi kan mindre, bliver i tvivl om os selv og beskytter os ved at trække os fra at bidrage, fordi vores indsats bliver set på som noget mindre og dårligere, end vi selv havde tænkt. Det sker typisk, når lederen antager, at han eller hun er klogere end alle omkring sig og derfor ikke inviterer andre ind til at kvalificere ideer eller løsninger eller tænker, at andre ikke kan finde ud af noget uden formindskerens hjælp, siger Christian Ørsted.
Hvordan gør du så det?
– Liz Wiseman peger på nogle enkle, men stærke, greb. Det er ikke let, og du skal helst abonnere på den tankegang, som styrer multiplier-adfærden: at bringe andres genialitet frem. Derfor kommer det ikke til at fungere, hvis du tænker, at du er klogere end alle andre. Vi kender også godt de ledere, som taler for meget, og som tænker: “Hvis jeg har løsningen, hvorfor skal jeg så ikke komme med den?”. Men når man tænker sådan, går man glip af sandsynligheden for, at andre har en endnu bedre idé – fordi man aldrig når til at se eller høre om den.
Og det er, påpeger Christian Ørsted, det helt centrale budskab fra Liz Wiseman.
– Genialitet opstår i samspillet med andre – når vi bliver udfordret. Så bliver vi modigere og udviser mere af vores talent. Vi tænker simpelthen bedre sammen end alene bag en lukket dør. For lederen er det et skifte fra at være den med ansvaret og løsningerne til at skabe fællesskaber, hvor vi kan noget sammen. Det er den adfærd, multiplier-ledere udviser. Og det har vi brug for i en verden, hvor både lederes og medarbejderes arbejde er præget af uforudsigelighed og konstant skiftende krav, som kalder på de bedst mulige løsninger og læring i samarbejdet.
– Genialitet opstår i samspil med andre. Det er et af Liz Wisemans stærke budskaber, pointerer ledelsesrådgiver Christian Ørsted.
Er du en multiplier eller en formindsker?
I sin bog “Multipliers. Hvordan de bedste ledere gør alle klogere” præsenterer Liz Wiseman fem discipliner, som kendetegner hhv. multiplier- og formindsker-ledere:
1. Multiplier-lederen er en talentmagnet, som udnytter og forstærker alles genialitet. Formindsker-lederen er en imperiebygger, som tilegner sig ressourcer og lader dem gå til spilde.
2. Multiplier-lederen er en frisætter, som skaber et trygt miljø, der fremmer dristige tanker. Formindsker-lederen er en tyran, som skaber et stressende miljø.
3. Multiplier-lederen er en udfordrer, som beskriver muligheder. Formindsker-lederen er en bedrevidende person, som udsteder direktiver.
4. Multiplier-ledere er debatskabere, som fremmer et ægte engagement. Formindsker-ledere er beslutningstagere, der forsøger at sælge deres beslutninger til andre.
5. Multiplier-lederen er en investor, som giver andre ejerskab og fuldt ansvar. Formindsker-lederen er en micromanager, som blander sig i alt.
Ifølge Liz Wisemans studier får formindsker-lederen under 50 % i resultat af sine medarbejderes ressourcer og talent, mens multiplier-lederens adfærd fordobler medarbejdernes resultater.
Kilde: Multipliers. Hvordan de bedste ledere gør alle klogere af Liz Wiseman, Djøf Forlag, 2022