Ny struktur i organisationen, ny topledelse med nye krav, afskedigelser. Din karriere som chef kan skifte retning pludseligt, og uden at du selv har ønsket det. Det skriver jeg om i nyhedsbrevet for HK Kommunals Chefgruppe.
– Birgitte, hvorfor går du ikke efter en fratrædelsesaftale?
Spørgsmålet faldt i en samtale med HK Kommunals ledercoach og blev de forløsende ord for Birgitte Glifberg. Det er nu tre år siden, at hun fratrådte sin lederstilling i en kommune efter tre store organisationsændringer. I dag er hun direktør i sit eget konsulentfirma.
Søg støtte og rådgivning
Erhvervspsykolog og ledercoach Solveig Gjerding taler jævnligt med HK-ledere, der fx som følge af organisationsændringer eller nye topledere med et andet blik for ledernes potentialer bliver udsat for ufrivillige skift i karrieren.
– Mange er +50 og bekymrede for, om de kan gå ud og få et nyt job. Mit budskab er: Det behøver de ikke være bange for, hvis de er indstillet på et lidt sejt træk. Det kan godt være en længere proces med afslag, hvor man fx skal tænke sig fra én sektor i det offentlige til en anden. Eller tænke sig ind i en mere konsulentagtig funktion. Men det kan godt lade sig gøre at komme videre.
Solveig Gjerdings klare opfordring er søge støtte og rådgivning, hvor man kan få det.
– Nogle søger fx om et genplaceringsforløb som et led i aftrædelsen eller får forhandlet sig til et kursus, som kan understøtte, at man skifter karriere, fx fra leder til projektleder og så tager et kursus i projektledelse, siger hun og opfordrer også til, at man som leder løbende prøver at se lidt ind i fremtiden: Hvor kan man se sig selv i organisationen, hvis der sker forandringer – og så gøre opmærksom på sig selv.
Svært at ‘styre’ karrieren
– Jeg tror, det er en illusion at ’have styr på sin karriere’. Karriere er ikke noget, man planlægger, fordi der ofte sker uforudsete og tilfældige ting. Udgangspunktet er, at man er på en fleksibel post, som kan forandre sig. Så hvordan ruster man sig bedst til det? Det handler blandt andet om kompetenceudvikling og om at have styr på, hvad man kan. Og så om ikke være for pæn til at gøre opmærksom på det.
Som ledercoach for HK hjælper Solveig Gjerding chefmedlemmer med at se nøgternt på en given situation og drøfte deres handlemuligheder.
– Sammen ser vi på, hvordan man fx kan få flyttet sig fra et job eller nogle vilkår, man ikke trives med. Er man utilfreds, overloadet osv., er det måske på tide at se sig om efter noget andet. Det kan man jo selv styre.
Afstem forventningerne
Som forhandlingskonsulent for Chefgruppen i HK Kommunal træder Lina Gisselbæk til, når et chefmedlem skal støttes i en forhandling, fx om en fratrædelse.
– Jeg er en slags ’ven i nøden’. En, man kan ringe til og få vendt spørgsmål. Og jeg tager ud og forhandler de bedst mulige aftaler på plads for cheferne, når det er nødvendigt. Det gælder fratrædelser, men også udvidelser af områder og vilkår, når chefer får flere opgaver og medarbejdere under sig.
For Lina Gisselbæk står ét overordnet budskab bøjet i neon, når det gælder ufrivillige karriereskift:
– Min oplevelse er, at mange glemmer at afstemme forventninger med topledelsen. Og så kan man let gå fejl af hinanden. Hvis der sker er skifte i toppen – en ny kommunaldirektør eller direktør for ens område – er det meget vigtigt som chef hurtigt at få afklaret: Hvad har du af forventninger til mig? Hvad er mit ledelsesrum? Men også sige højt, hvad ens egne behov er og ikke være bange for at lede opad. For det kræver både forståelse og respekt for hinandens områder at samarbejde, og det forudsætter, at man afstemmer forventningerne helt fra begyndelsen.
Artiklen har været bragt i HK Kommunal Chefgruppens nyhedsbrev i april 2017.