Modstridende krav i arbejdet, højt arbejdstempo, store arbejdsmængder og mangel på balance mellem krav og ressourcer er hverdag for offentlige ledere, viser ny undersøgelse. Tag temperaturen på din stress – og følg enkle leveregler for at undgå at brænde ud.
Ledernes psykiske arbejdsmiljø er under pres, lyder konklusionen i en ny medlemsundersøgelse fra FTF med 9.600 deltagende medlemmer, heriblandt 700 ledere.
Næsten halvdelen af lederne oplever at have en stor arbejdsmængde, og en tredjedel har et højt arbejdstempo. Samtidig oplever de at måtte afslutte opgaver ufærdige, at gøre ting i arbejdet, som de føler burde gøres anderledes, og at der stilles modstridende krav til dem i deres arbejde. Mere end hver fjerde mangler balance mellem de krav, de mødes med, og de ressourcer, de har til rådighed.
Tag temperaturen på din stress
Det er arbejdsforhold, som potentielt kan give stress. Og der er ingen grund til at tro, at billedet ser markant anderledes ud på HK Kommunals chefområde, vurderer ledelseskonsulent Mette Marie Langenge. Hun opfordrer derfor ledere og chefer til at genbesøge pjecen Ledere får også stress – tag det alvorligt.
– Især er Stresstrappen, som præstenteres i pjecen, værd at ofre lidt opmærksomhed. Den kan hjælpe med at tage temperaturen på en mulig stresstilstand og afklare hvor på skalaen, man er: tempereret, opvarmet, overophedet – eller på vej til nedsmeltning eller udbrændthed.
Giver Stresstrappen anledning til bekymring, anbefaler Mette Marie Langenge at følge fire grundlæggende og enkle ’leveregler’, der kan give et mere bæredygtigt fundament at stå på som leder – hvis den daglige kompleksitet, dilemmaerne og arbejdspresset er for voldsomt (se faktaboks).
– Målet er naturligvis helt at undgå overbelastning, men i praksis ved vi godt, at det kan være rigtig svært, og derfor kan de enkle leveregler være gode pejlemærker at styre efter. Et simpelt råd om også at huske at restituere og komme i flow mindst en gang om dagen ved at lave noget helt andet end arbejde, ved vi, hjælper mange, siger Mette Marie Langenge.
Læs pjecen Ledere får også stress – tag det alvorligt her
4 enkle leveregler til at imødegå stress
Få styr på ugens møder og præsentationer og løse ender i det hele taget. Skab overblik over teamet og evt. samtaler med medarbejdere. Få styr på din egen chef: Har du vigtig information eller spørgsmål? Og book en månedlig hjemmearbejdsdag uden møder. Det kan være en stor lettelse for en travl lederhjerne og kan være med til at forebygge overbelastning. 2. Naviger i kompleksiteten Udvikl din tolerance for flertydighed og uforudsigelighed og accepter, at der er meget, du ikke ved, og meget, du ikke er bevidst om, at du ikke ved. Du vil aldrig kunne få fuldt indblik i alle de faktorer og perspektiver, du er omgivet af. 3. Skab balance i ledelsesdilemmaerne Brug refleksion og dialog til at komme derhen, hvor du føler dig godt nok klædt på til at træffe en beslutning, du kan handle på. Og accepter, at den måde, du håndterer dilemmaet på, nok falder i bedre jord hos nogle end hos andre. Det er ikke en kerneopgave som leder at gøre alle tilfredse. 4. Kend dine stress-symptomer. En god leder passer godt på sig selv. Du er ikke Superman, og du har brug for at restituere. Hold pauser, forlad skærmen og strategipapirerne og prioriter dig selv. Uanset om du er til meditation, en løbetur, lufte hund, se et afsnit af din yndlings-tv-serie eller bage boller skal du prioritere nærvær og at være i flow med dig selv og dine omgivelser mindst en gang om dagen. |