Ledere får også stress

Ledelse: Mange ledere tror, at de skal kunne klare mosten, uanset hvor stort arbejdspresset bliver. Men det er ikke alle, der kan det. Og hvad sker der så, når lederen bukker under med stress. Hvem tager hånd om ledernes trivsel.

Andelen af danskere, der oplever sig stressede, vokser støt, viser nationale målinger. Næsten 50 procent af de lønmodtagere, der føler sig stressede, angiver arbejdet som årsag, viser tal fra 2018 fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Derfor nedsatte den tidligere regering også i 2018 et stresspanel, som skulle undersøge og anvise handlemuligheder for at imødegå stress i befolkningen. Og panelet sendte i foråret sine 12 anbefalinger på gaden.

Styr på det hele

Men stress rammer ikke kun medarbejderne, de offentlige ledere går heller ikke ram forbi.

Det er der ifølge forskere og senest også Ledelseskommissionen flere gode grunde til: Offentlige ledere befinder sig i et helt særligt krydspres mellem modsatrettede krav og forventninger fra borgere, politikere og andre velfærdsinteressenter. De skal have styr på driften, ofte både spare penge og samtidig sikre udvikling samt levere høj kvalitet i indsatserne.

Som Nina Kragskov, leder af madservice i Bornholms Regionskommune i 25 år, fortæller det i artiklen “I dag siger mine medarbejdere og chefer noget til mig”, så var mængden af opgaver på hendes bord bare vokset støt og konstant over tid. Til sidst kunne hun ikke længere følge med. Hun gik en fredag eftermiddag og kom først tilbage på fuld kraft et år efter.

Ikke alle ledere råber op

På de fleste større arbejdspladser har medarbejderne en tillids- og/eller arbejdsmiljørepræsentant, der kan slå i bordet over for ledelsen, hvis arbejdstempoet eller opgavebunkerne skaber stress og dårlig trivsel hos kollegerne. Samme talsmand har ledere ikke. De må selv råbe op − tale med lederkolleger eller gå til chefen. Men det er ikke alle ledere, der gør det.

Hvorfor det er sådan, har Malene Friis Andersen et bud på. Hun er organisationspsykolog, har forsket i stress og ledelse og er medforfatter til bogen Stop Stress, som har et kapitel om stress hos lederen.

− Jeg tror, at der er en vis tabuisering, når vi taler ledere og stress, selvom tallene jo viser, at der ikke er nul stress hos dem. Når jeg er ude i organisationer og virksomheder, hører jeg ledere tale om, hvorvidt man er ‘gjort af den rette støbning’, og at man, hvis man først har sagt ja til et stort ansvar, også skal kunne klare mosten. Og kan man ikke det ‘så, skal jeg nok ikke være leder’. Hvis det er opfattelsen, ser det ud til, at der mangler et rum til at tale åbent om det.

Systemfejl skaber stressede ledere

Lis Lyngbjerg har arbejdet som selvstændig konsulent med speciale i ledere og stress. Hun er ikke i tvivl: Flere ledere får stress, og graden er alvorligere end for bare få år siden.

− En af årsagerne er typisk helt urealistisk mange opgaver. Der er, set med mine øjne, tale om udnyttelse af mennesker − ikke som ond hensigt, men som en systemfejl: Der kommer opgaver mange forskellige steder fra, og de lander især hos mellemlederne og førstelinjelederne. Mange af dem tænker, fortæller de mig, at “når opgaverne kommer, så må det være fordi, nogen tror, jeg kan løse dem”. Samtidig mister vi mennesker evnen til at se tingene fra oven, når vi bliver overbelastede og stressede. Man kan altså hverken sige fra eller prioritere, når man når til et vist punkt, siger Lis Lyngbjerg.

Det er aldrig kun lederens egen skyld

Hun understreger meget klart, at det aldrig, aldrig kun er lederens skyld, hvis han eller hun bliver sygemeldt med stress.

− Stress er resultatet af faktorer hos både den enkelte, i gruppen af ledere, i organisationskulturen som helhed og i samfundskulturen. Og ja, jeg oplever, at det er blevet værre for den enkelte leder. De alvorlige sygemeldinger er blevet flere, og mange kæmper generelt med deres trivsel.

Hun ser også den stigende lederstress som et resultat af en grænseløs arbejdskultur. Vi er online og tilgængelige 24/7 og kan arbejde hvor som helst. Plus at følelserne er kommet med på arbejde.

− For mange er arbejdet næsten hele ens identitet. Vi har udviklingssamtaler, vi er en stor familie med fælles værdier osv. Det er ikke altid godt.

Og selvom der er mange nuancer fra dårlig trivsel til stress, er det vigtigt at tage alvorligt, hvis man f.eks. går rundt med hovedpine eller ikke sover godt om natten, pointerer Lis Lyngbjerg.

−  Kroppen reagerer, når kravene overstiger ressourcerne. Det giver stress-symptomer, men det betyder ikke, at man behøver en langvarig sygemelding. Det er altid vigtigt at skelne mellem stress i en kortvarig periode eller stress over længere tid, hvor man vænner sig til søvnløshed og hovedpine, indtil man en dag dratter sammen.

Nogen skal tage hånd om lederne

Spørger man Malene Friis Andersen, er det vigtigt at være opmærksom på, om der netop her er et hul i organisationen.

− Der er brug for, at nogen tager hånd om lederne, ligesom de tager hånd om medarbejderne. De har lige så meget brug for sparring og kollegial støtte fra deres ledergruppe, som medarbejderne har, siger Malene Friis Andersen og pointerer, at der ligger et klokkeklart personaleansvar hos den enkelte leders chef.

− Ledere er jo også medarbejdere i organisationen, og det er chefens opgave at sørge for, at de ikke bliver syge af deres arbejde. I øvrigt er der en klar sammenhæng mellem lederes og medarbejderes stress. En stresset leder kan ikke prioritere og lede godt, så det vil ramme medarbejderne. Derfor er der et ansvar i ledelseskæden fra direktøren og ned til mellemlederen. Men ja, lederne kan mangle den oplagte og direkte kanal, som medarbejderne har i en tillidsrepræsentant.

Omvendt, fortæller Malene Friis Andersen, ser hun heldigvis også ledere, som spejler sig i hinanden, lytter til hinanden og udveksler både frustrationer og erfaringer.

• Og det er tydeligt, at de har stor glæde af at sige højt, hvordan de har det. Så det er en øvelse for dem at lære at gøre det i deres egen ledergruppe og komme væk fra forestillingen om, at “hvis jeg ikke kan klare mosten, så skal jeg nok ikke være leder”. Jeg møder også arbejdspladser, der har ledernes trivsel som et fast punkt på dagsordenen for deres møder. Desuden bør man altid kunne have en samtale leder og chef imellem om ens arbejdssituation.

I dag siger mine medarbejdere og chefer noget til mig

Foranderlighed, engagement og fart over feltet taler til Nina Kragskovs temperament. Men i efteråret 2014 løb bægeret alligevel over, og hun kollapsede med stress. Det tog hende et år at komme tilbage på fuld kraft.

Det var en fredag eftermiddag. Nina Kragskov, leder af Bornholms madservice DeViKa, skulle til møde. Endnu et i rækken den dag, den uge, den måned … og lige der kunne hun bare ikke mere.

− Jeg græd og græd. Og måtte køre hjem. Jeg kollapsede fuldstændig. Jeg kunne ingenting i tiden efter − ikke køre bil, ikke handle ind, ingenting, husker hun.

“Du har jo stress”, konstaterede Nina Kragskovs læge om mandagen og sygemeldte hende.

I virkeligheden havde Nina Kragskov kæmpet længe. Havde grædt mange tårer, når det hele blev for meget, men hverken hun eller nogen omkring hende havde reageret.

− Jeg havde på en eller anden måde lært at leve med det, jeg så det ikke rigtigt selv. Når det hele blev for meget, græd jeg bare. Tingene havde hobet sig op over lang tid, og jo mere der landede på mit bord, desto mere knoklede jeg på. Dagene blev bare længere og længere, jeg havde haft summen i armene i lang tid, kvalme, blod i afføringen og havde tabt mig 10 kg. Men det var bare sådan, det var. Jeg ved ikke, om nogen så det. Men ingen sagde noget. Det kan jeg godt være lidt ahrr-ærgerlig over bagefter.

Nev mig i låret, når jeg ikke kunne følge med

Det, der blandt andet havde hobet sig op, var en ny ledelse og en proces med omstruktureringer og afskedigelser i køkkenorganisationen. Det var ikke gået ordentligt og retfærdigt til, var Nina Kragskovs oplevelse, og forholdet til hendes nærmeste leder var pænt anstrengt.

− Men alligevel prøvede jeg at være positiv og få tingene til at glide. Og når jeg ikke kunne følge med mere, nev jeg mig i låret. Så var det bare der, smerten sad …, husker hun.

Det blev til et halvt års fuldtidssygemelding med total ro, hvile og psykologsamtaler. Og så et halvt år, hvor Nina Kragskov meget, meget langsomt vendte tilbage til lederjobbet blandt andet med hjælp fra Kost og Ernæringsforbundet.

I dag kan hun godt se, at den var helt gal. Og ved, at hun skal passe på.

− Jeg har det jo med at gasse op og fylde for meget på. Det er en del af min personlighed, fordi jeg både er meget engageret og pligtopfyldende. Men i dag siger både mine medarbejdere og mine chefer: “Husk nu, Nina …”. Jeg har også struktureret mig sådan, at jeg af og til arbejder hjemme, hvor jeg får ordnet computerarbejdet, som fylder meget. Og jeg har fået et kontor, hvor jeg kan sætte mig i ro og fred, når jeg har brug for det, uden at nogen hiver fat i mig. Det aflaster en del.

Kunne godt havne der igen

− Men … hvis jeg skal være meget ærlig, så kunne jeg havne der igen.

Der har igen været et stort pres på i både 2017 og 2018 med nye omstruktureringer. Det påvirker mig, siger Nina Kragskov, som i dag har et mere nuanceret blik på stress.

− Jeg har altid tænkt på medarbejderne først, og jeg er blevet mere opmærksom på, at man ikke selv ser stressen. Derfor er det vigtigt, at reagere på ændringer hos sine kollegaer, siger hun og fortsætter:

− Det interessante er også, at da jeg gik ned med stress, var der flere som ringede til mig og sagde, at de havde været samme sted. Men vi siger det ikke højt, når vi sidder sammen til møder osv. Det tror jeg handler om, at ledere tror, de skal kunne klare det hele. Det er svaghed at bryde sammen, så vi prøver hele tiden at tage os sammen. Men som min læge sagde til mig, da jeg blev sygemeldt: “Nina, du har jo ikke lavet andet end at tage dig sammen”.

Så, hvis tingene skal blive anderledes, skal nogen turde stå frem og sige tingene højt, mener Nina Kragskov. Og derfor gør hun det selv.

− Jeg har lært at bruge min nærmeste leder som sparringspartner for ikke at være alene med tingene. Det tror jeg er vigtigt. Og så bærer det meget af arbejdet, at jeg har de mest fantastiske medarbejdere! Vi har en høj social kapital og er tæt knyttet til hinanden.

Artiklen har været bragt i Kost, Ernæring og Sundhed 09/2019