De gode grin og skøre indfald har været den livline, skoleleder Louise Høybye har kastet ud til medarbejderne på Højslev Skole i Skive Kommune for at hive alle igennem coronakrisen med motivationen og fællesskabet i behold. Og i processen fandt hun selv den delikate balance mellem at styre og støtte, som hun tager med sig videre.
Kan man virkelig håndtere en hundredeårshændelse som corona med lidt jysk snolder, et amerikansk lotteri med præmier fra den lokale genbrugsbutik og en god flaske Asti på højkant, en godmorgen-mail hver dag fra chefen og mange gode grin? Nok ikke 100 procent, men det har alligevel rakt rigtig langt i at holde sammen på medarbejdere og ledere på Højslev Skole i Skive Kommune.
Og bundankeret i midten – placeret fysisk på sit kontor hele vejen igennem – har været skoleleder Louise Høybye, som trods et slidsomt coronaår med op- og nedlukninger på stribe stadig er ét stort smil.
“Jeg tror, at den røde tråd, som går igennem alt, hvad vi har oplevet, prøvet af og erfaret under corona, er følelsen af fællesskab. Det, at vi alle føler, at vi hører til her på skolen, og at der har foregået noget på tværs for at holde trivsel, humør og motivation oppe hos alle – uanset funktion. Man skal ikke underkende, at vi, der har valgt at arbejde med mennesker, har også valgt, at vi vil noget med fællesskaber. Og min opgave som leder har været at give det energi og næring”, siger Louise Høybye.
Læs hele artiklen på Lederweb.dk