At skulle lede, anerkende og pleje fællesskab med medarbejderne pr. digital langdistance har lært kontorchef Karen Ingerslev i Region Midtjylland større systematik i opfølgning og tydeligere faglig kommunikation. Erfaringer, hun vil indarbejde i sin ledelse efter corona.
Den 11. marts 2020 om aftenen skrev kontorchef Karen Ingerslev fra Koncern HR, Udvikling i Region Midtjylland en mail til sin direktør: ”Når alle andre end kritiske funktioner hjemsendes, må det betyde, at vi går hjem”.
En sætning, hun siden fortrød bitterligt.
Regionshuset blev lukket ned for at undgå smittespredning, og Karen Ingerslev blev med ét slag distanceleder for Koncern HR Udviklings 40 organisationskonsulenter og administrative medarbejdere.
Fortrydelsen opstod, da en del af Karen Ingerslevs medarbejdere – udover hvad de kunne varetage hjemmefra af deres sædvanlige arbejde – ret hurtigt blev sendt ud som ’skal-vagter’ på hospitalerne. Her skulle de betjene telefonlinjer for bekymrede medarbejdere og ledere, eller endda vrede pårørende, der ikke måtte komme ind på hospitalet og fx tage afsked med døende familiemedlemmer.
“Da indså jeg, at jeg nok skulle have defineret os som frontpersonale, selvom vi ikke er sundhedsfagligt uddannede. Så var vi ikke blevet hjemsendt som andet administrativt personale, og jeg havde ikke skullet bedrive kriseledelse fra distancen. Konsulenterne hos os er meget selvkørende, men jeg måtte alligevel skrue op for både selvledelse og tillid parallelt med den mere daglige instruktive ledelse udi coronaregler og -rammer, så jeg kunne bakke dem op i at være en del af frontlinjen – alt imens jeg selv sad derhjemme. Det var lidt skizofrent.”
Læs hele artiklen på lederweb.dk