Fagbladet har talt med tre socialrådgivere, der arbejder med børn og unge, om hvordan de inddrager dem i sagsbehandlingen. Hvornår og hvordan lykkes det, og hvorfor kan det være svært at skabe mening for de enkelte unge i deres egen sag?
At motivere ’systemtrætte’ unge
Mette Sand, familierådgiver i Hvidovre Kommunes Center for Børn og Familier
– Størstedelen af mine sager er kriminalitetstruede unge samt unge i efterværn. Jeg oplever ikke, at jeg generelt har rammerne til at inddrage den enkelte så godt, som jeg gerne ville. En vigtig del af mit arbejde handler jo om at skabe en god kontakt til den unge. Mange af dem kender systemet og ved, at de har ret til at ytre sig i deres egen sag.
– Jeg træffer heller aldrig afgørelser hen over hovedet på dem, men jeg kan opleve, at hvis en ung har specifikke ønsker til en foranstaltning eller indsats, som jeg ikke kan indfri, fordi faglige vurderinger taler imod, kan de sige, at de ikke føler sig hørt. Omvendt – når en ung siger: ”Jeg kunne ikke have klaret det her uden dig”, lever jeg højt på det længe.
– En anden side af inddragelse er unge, som ikke ”vil”, fordi de er blevet ”systemtrætte” og bare vil klare sig selv, men hvor bekymringen alligevel er så stor, at man ikke kan afslutte sagen. Her er man er nødt til gentagne gange at forsøge at motivere.
Formålet skal være tydeligt
Helle Nyfeldt Krigslund, socialrådgiver i Familierådgivningen i Ikast-Brande Kommune
– Jeg arbejder i handicapteamet med børn og unge, de fleste med autismespektrumforstyrrelser. Jeg forsøger altid at få den unge med til netværks- eller underretningsmøder, og de fleste vil gerne. De får lov at ’gå fra’ i mødet med en iPad og høretelefoner, hvis det bliver for meget for dem, og jeg bestræber mig også altid på at tale med dem alene.
– Men nogle er så pressede, at min vurdering er, at der kun er en enkelt chance for at skabe en relation i starten af et forløb, og så kan det være bedre at koble en autismekonsulent på i stedet for mig.
– Børn og unge har brug for at vide, at de bliver hørt, og at nogen gerne vil hjælpe dem. Og vi kan ikke skabe forandringer, hvis den unge ikke selv kan se formål og mening med det. Derfor er inddragelsen vigtig. Og når de først siger ja til at være med, har de faktisk meget på hjerte – har drømme og mål, uanset hvor håbløs situationen måtte se ud. Min opgave er at få dem til at få øje på de ting, som faktisk fungerer godt.
Følelse af ’pseudo’- inddragelse
Henriette Olsen, socialrådgiver i Børne- og Ungerådgivningscenter, Familieafdelingen i Høje-Taastrup Kommune
– Jeg arbejder med unge med sociale problemer, anbringelser, forbyggende indsatser og efterværn.
Mange af mine sager har jeg haft i mange år, så der en kontinuitet i kontakten til de unge, og mange vil gerne inddrages. Andre er ’systemtrætte’, og så er det sværere at inddrage.
– De fleste foranstaltninger, vi tilbyder efter serviceloven, er frivillige, så derfor gør jeg meget ud af at inddrage de unge for eksempel i paragraf 50-undersøgelsen, man får jo ikke noget ud af at ’bulldoze’ støtten igennem. Jeg oplever et dilemma i at inddrage unge, der ikke ønsker at samarbejde eller bare taler mig efter munden. Det giver en følelse af ’pseudo’-inddragelse.
– Hvis jeg ikke kan nå ind til en ung, tænker jeg meget over fra møde til møde, hvad jeg kan gøre anderledes. Hvis jeg eksempelvis har en kriminalitetstruet ung, hvor der ikke er hul igennem, kan jeg finde på at invitere en kollega, som er dygtig til ’den hårde kerne’, med til et møde. Og når jeg ser på min sagsstamme over elleve år, så lykkes det faktisk i høj grad at inddrage de unge, så de flytter sig i deres liv.
Artiklen har været bragt på Dansk Socialrådgiverforening