”I det tværgående samarbejde kan man ikke altid gå hjem med det største stykke lagkage”

Som direktør har Gitte Østergaard siddet for bordenden på et solidt mandat fra kollegerne i direktionen, siden dagsordenen om strategisk tværgående sundhed i Odense Kommune blev vedtaget i 2016. Sammen med chefer fra andre direktørområder har hun skabt et fælles billede af opgaven og målsætningerne i en forståelse af, hvad der måske tabes på gyngerne, kan vindes på karrusellerne ved at fastholde det overordnede perspektiv: sundhed på tværs.

Det er flere år siden, at Odense Kommune for alvor tog den tværgående dagsorden på sig. Det betød fra begyndelsen, at sundhed blev integreret som en del af hver enkelt forvaltnings portefølje med et fælles rehabiliterende sigte i fokus. Her fik Gitte Østergaard som administrerende direktør i Ældre- og Handicapforvaltningen til opgave at drive, rådgive og koordinere det tværgående sundhedsperspektiv på tværs af fem forvaltninger.

Hylder dialog og transparens i ledelse

– Min ledelsesopgave har været at få chefgruppen til at spille ind på den tværgående sundhedsopgave, så alle sundhedsemner blev anskuet i de forskellige forvaltningsperspektiver. Vi begyndte i 2016, og jeg tror ikke, vi har haft så stor succes med det tværgående som i dette tilfælde. Vi er lykkedes monstergodt med opgaven, konstaterer hun og tilføjer ydmygt, at hun ikke mener, det egentlig har så meget med hendes person at gøre.

– For mig at se handler det om at definere en tilstrækkelig stor ledelsestillid til, at alle kan spille sammen på den politiske arena. Min andel er, at jeg fra mit ståsted og i min ledelse af opgaven hylder transparens og en dialogbaseret tilgang.

Bærende i den oprindelige konstruktion var, at direktøren for hver enkelt forvaltning stadig havde sin del af ansvaret for sundhed, mens Gitte Østergaard sad i førersædet for opgaven. Og hendes opgave var i høj grad at etablere et mindset, hvor alle tænkte i både gynger og karruseller.

– Man kan ikke gå ind i sådan et samarbejde og tro, at man altid går hjem med det største stykke lagkage. Man må tro på, at vi alle vinder ved at lægge noget ind på bordet. Og tro på, at sådan tænker de andre også. Ellers bliver det et destruktivt nulsumsspil. Man skal have mod til at gå ind i samarbejdet på de betingelser, fordi cheferne måles typisk på resultater i deres egen søjle. I stedet skulle de – måske for eget budget – løse nabosøjlens problemer i helhedens interesse, siger hun og tilføjer:

– Det gode har været, at opgaven var afgrænset og samtidig fordelt ud. Ingen havde en enkeltstående interesse i at hive den hjem til sig selv. Og fx kom alle politiske dagsordener i sundhedsudvalget også op i direktørgruppen, så selv om jeg handlede på vegne af gruppen, vidste de, hvad der var i spil. Viljen til at løse opgaven kommer før den strukturelle ramme.           

Tværgående samarbejde kræver også handlekraft

Siden den tværgående sundhedsstruktur så dagens lys i Odense Kommune, har virkeligheden forandret sig. Stadig flere sundhedsopgaver går fra region til den nære sundhed i kommunerne, de nye sundhedsklynger er ved at blive etableret, demografien med flere ældre er en realitet sammen med en stor grad af mistrivsel blandt unge. Det kalder igen-igen på nye strategier.

Derfor har Odense Kommune etableret et nyt politisk sundhedsudvalg og en ny sundhedsforvaltning, som har fået til opgave at nytænke den kommunale sundhedsopgave. Gitte Østergaard står derfor ikke længere i spidsen for den tværgående sundhedsdagsorden.

Det ændrer dog ikke på, at hun i de første tre års arbejde med at skabe en tværgående forståelse i sundhed og en vilje til først og fremmest at løse opgaven har haft brug for handlekraft – stenrydderens dna. Selv formulerer hun det mere stilfærdigt:

– Det er meget vigtigt at være bevidst og have viden og indsigt om sit eget område for at kunne se og agere i det samlede fælles sundhedsområde – ligesom det kræver evnen til at lytte og forstå, før man handler, siger hun og uddyber:

– Jeg kan ikke kommunikere noget og har heller ikke lyst til at tegne billedet, før jeg er blevet beriget med andres perspektiv. Det kræver, at jeg lytter først. Men jeg vil også gerne i dialog for at skabe den fælles forståelse, som gør alting nemmere. Også fordi vi som direktører er en del af noget større, og vores ledelse skal skabe en bevægelse fremad mod forandringen – fra A til B. Det kræver en stor opmærksomhed på de forskellige perspektiver, før jeg begynder at flytte sten på vejen mod målet.

Indhegningerne skal væk

Samtidig er den strategiske tænkning en del af stenrydningen, mener Gitte Østergaard.

– Hvis økonomien på et område er presset, kan man godt forfalde til blot at kigge i egen forvaltning, fordi man ikke kan se helheden. Her er det vigtigt, at jeg som direktør kigger op og tænker strategisk. For jeg kan ikke løse tingene alene. Det handler om at bygge broer frem for at grave grøfter. Så indhegningen skal ned, og fokus flyttes hen på det, der er fælles for kommunen som helhed. Her synes jeg, at vi har været godt hjulpet af den politiske vilje til at løse noget på tværs sammen med sundhedsaftalen på tværs af region og kommuner.

Læs artiklen her