Fra at være noget nær et frysegode forbeholdt de få udvalgte, har corona gjort hjemmearbejde helt almindeligt. Som leder skal du huske, at hjemmearbejdspladsen er omfattet af samme arbejdsmiljøregler som den “normale” arbejdsplads. Ny pjece fra HK Kommunal vejleder om rammer og aftaler.
Erkendelsen af, at hjemmearbejde vil være langt mere udbredt efter coronakrisen, har foranlediget HK Kommunal til at udarbejde en kort folder til medarbejdere og tillidsvalgte, som ridser overenskomster og aftaler for hjemmearbejdspladsen op. Men ledere kan bestemt også have glæde af at læse den, mener HK Kommunals arbejdsmiljøkonsulent Karen Brøndsholm.
Hun understreger, at det helt overordnede princip for hjemmearbejde er, at det skal være frivilligt,
– Det er vigtigt, at hjemmearbejde ikke er noget, den enkelte bliver påtvunget, fordi det ’lige passer’ arbejdsgiveren eller fx er en lejlighed til at spare kvadratmeter, så den enkelte mister retten til at have en fast fysisk plads at sidde ved, når man møder ind. Hjemmearbejde skal altså ikke kun være ledelsens ønske, men have værdi for begge parter.
DER FINDES RAMMEAFTALER OM HJEMMEARBEJDE
Selvom hjemmearbejde har fået en helt anden udbredelse, er det ikke et nyt fænomen og er derfor allerede omfattet af en flere år gammel rammeaftale.
– Når man arbejder hjemme mere, end hvad der svarer til en dag om ugen, gælder arbejdsmiljøloven. Dvs., at hjemmearbejdspladsen skal være lige så forsvarlig som den almindelige arbejdsplads.Den enkelte medarbejder skal kunne arbejde ’ordentligt’ – uden at det nødvendigvis betyder hæve-sænkebord og kontorstol i stuen. Samtidig har arbejdsgiverne ikke ret til at komme hjem og føre det tilsyn, som de normalt gør på arbejdspladsen. Derfor er der behov for en anden dialog mellem ledere, medarbejdere og organisationen via MED og tillidsvalgte, siger Karen Brøndsholm.
MANGE PERSPEKTIVER I HJEMMEARBEJDE
Hun opfordrer derfor ledere til at tage en snak med de tillidsvalgte i organisationen om deres tanker og planer og med hver enkelt medarbejder om trivsel og behov for hjemmearbejde med afsæt i erfaringerne fra corona.
– Hjemmearbejdspladsen skal også indgå i APV, og det er en god anledning til både at spørge ind til gener som følge af ergonomien og til trivslen – om den enkelte arbejder bedre, fordi der er ro til fordybelse, eller om man føler sig alene. Så dialoen om hjemmearbejde skal både handle om opgaveløsningen, social kapital på arbejdspladsen og balancen mellem arbejds- og familieliv. Og om, hvordan vi får skabt sammenhængskraft, fælles udvikling og faglig sparring i hybridarbejdet. Derfor har HK Kommunal sat gang i et stort forskningsprojekt med DTU, som sætter fokus på netop de perspektiver, siger Karen Brøndsholm.
REGLER OG RAMMER FOR HJEMMEARBEJDE
|
Artiklen har været bragt i Chefgruppens nyhedsbrev, 06/2021