Corona har vist os, at mange medarbejdere har længtes efter ro, tid til eftertænksomhed og fravær af social præstation 24/7, mener fremtidsforsker Anne Skare Nielsen. Hun opfordrer derfor ledere til post-corona at turde eksperimentere med mødetider og opgaveløsning.
Hvis corona havde en lyd, ville det være et længslens og lettelsens suk. I hvert fald for de introverte. Og erfaringerne fra perioden med hjemsendelse indvarsler en ny tid og måde at tænke organisering af arbejdet på. Hvis du som leder ikke fanger og tager det alvorligt, vil du skuffe mange medarbejdere.
Det mener fremtidsforsker Anne Skare Nielsen, som tolker tendensen med, hvad hun kalder et ’trick’ som fremtidsforsker.
– Vi ser på, hvad folk længes efter som et pejlemærke for, hvad der kommer til at ske. Og med corona har vi set, at mange virkelig har længtes efter ro, stilhed og tid til eftertænksomhed. Så når jeg indvarsler ’de introvertes tid’, er det ikke som et voldsomt slag, men netop som en længsel, der har ligget længe i et samfund, der i højere og højere grad er præget af kampen om opmærksomhed, præstation og at ’være på’.
Umærkeligt fra blåt til rødt
Som illustration bruger Anne Skare Nielsen et billede:
– Forestil dig, at du står på et 20 meter langt gulvtæppe, som er helt rødt i den ene ende og graduerende mod helt blåt i den anden enden. Du har ikke lagt mærke til, at du langsomt er gået fra den blå til den røde ende. Men i dag står vi langt fra vores oprindelige udgangspunkt: At vi som mennesker nok er mere som indebrændte vestjyder end som Babette, der kommer og vil lave et fancy gæstebud for dem, siger Anne Skare Nielsen og fortsætter:
– Det ligger til os at være introverte, men over tid er spillereglerne i samfundet ændret. Og pludselig tager vi for givet, at alle skal række hånden op i klassen. At det er helt forkert, hvis man hellere vil sidde og tænke sine egne tanker. Eller ikke kan sælge sig selv til en jobsamtale, men sidder og leder efter ordene. Ikke er ’på’ til udviklingsmødet eller ikke står og hopper og danser til fredagsbaren. Jo, selvfølgelig er det også godt for os at mødes, slå gnister og krydsbefrugte, men vi skal finde en bedre balance mellem at have lov til at lade sine batterier op i eget selskab og så være sammen med andre, som bliver mere og mere krævende, fordi de ekstrovertes værdier dominerer.
I dag er arbejdspladserne ikke indrettet til de introverte. Man er lidt mærkelig, hvis man helst vil spise sin frokost alene.
Nød pausen – med dårlig samvittighed
Her er corona kommet som en nærmest guddommelig håndsrækning – sygdommens alvor undtaget, naturligvis, mener Anne Skare Nielsen, der selv hører til flokken af introverte.
– Inden corona var vi nogle særlinge, men når jeg fortæller folk, at jeg hvert år har en hel uges ferie alene, mens mine fire drenge og deres far tager på sommercamp, siger halvdelen: ”Hold k…, det gad jeg godt!”. Det er de samme, som til selskaber går ud og læser på shampooflasken på toilettet. Så mange har nydt corona-pausen – men desværre med dårlig samvittighed. Der gik jo heller ikke længe, inden vi havde både virtuel fredagsbar og Teams-møder hele tiden.
Så hvad mener du, at corona kommer til at betyde for vores måde at organisere arbejdet på fremover?
– I dag er arbejdspladserne ikke indrettet til de introverte. Man er lidt mærkelig, hvis man helst vil spise sin frokost alene. Det, mener jeg, vil blive anderledes efter corona, som har tydeliggjort behovet for at tanke op i eget selskab. Nu har vi jo fået alle de tekniske systemer til mere hjemmearbejdstid, så hvis vi ikke udnytter det … Og alle vil jo sige dig en stor tak, hvis du ringer ind og siger, at du er lidt snottet og tager en hjemmearbejdsdag. Før tog mange på arbejde, selvom de var lidt småsløje. Det vil optimalt set føre til langt færre stress- og sygemeldinger.
Lav dog eksperimentet: Hvordan vil du gerne arbejde?
Corona er derfor, mener Anne Skare Nielsen, en oplagt mulighed for ledere til at vove at eksperimentere med mødetider osv.
– Hvis kerneopgaven ikke fordrer faste mødetider, så indret den dog efter medarbejdernes omstændigheder og behov – trivselsbaseret og med fokus på arbejdet: Du skal løse den her opgave – hvordan og hvor du gør det, er vi ligeglade med. Det ville være det ultimative eksperiment. Som man i øvrigt har gennemført i en kommune i Holland som det første sted i verden. Her er rådhuset nedlagt, og kommunen er et fællesskab, hvor alle medarbejdere er opgraderet digitalt og arbejder som antropologer ift. borgerne.
Så Anne Skare Nielsens opfordring lyder:
– Brug corona som afsæt til at få lavet et nyt organisationsdiagram baseret på tillid. Lederen skal stadig være kaptajnen på skibet, kende søkortet og sætte kursen. Men han kan godt tage sig en lur på vagten af og til. For de fleste medarbejdere er ligeglade med visioner, de vil bare arbejde sammen med kollegaerne, lære nyt og løse deres opgaver bedst muligt.
Har vi dog intet lært?
Og forudser Anne Skare Nielsen: Hvis de offentlige ledere bare siger: ”Vi skal tilbage på sporet”, vil mange blive svært skuffede.
– ”Har vi dog intet lært?”, vil mange tænke, for ”hvor var vi dog trætte af hamsterhjulet”. Så prøv dog eksperimentet af: ”Hvad har virket godt for dig under corona? Vil du gerne arbejde hjemme to dage om ugen, have to lange og tre kort dage eller møde ind alle ugens fem dage?” Hold faste, virtuelle møder en gang om ugen, hvor planerne lægges – og sæt så hinanden fri.
Hej chef. Jeg kommer ikke på arbejde i dag …
Hej chef! Jeg vil bare lige sige … jeg kan ikk’ komme på arbejd’ i dag. Jeg skal rent faktisk have lavet noget.
Jeg orker vitterligt ikke at skulle bruge 1 time for at komme frem og tilbage.
Og jeg kan slet ikke overskue at skulle lægge øre til sidste Jytte-nyt om hendes marathontræning eller Jespers erfaringer med surdejsboller.
Nu vi er i gang, så gider jeg heller ikke med til statusmøder. Jeg ved godt, hvad det er, jeg skal ha’ lavet.
Jeg har heller ikke brug for at være med til teambuilding til sommer eller online fredagsbar, og jeg kan helt ærligt bedst li’ at spise min frokost for mig selv.
Det er ikke fordi jeg ikke kan li’ dig chef.
Jeg bli’r bare hurtigt træt af dig.
Det skal du seriøst ikke tage personligt.
Jeg får bare virkelig lange paddernosser, når du siger “vi skal tilbage på sporet”.
Det spor hvor vi allesammen skulle være sammen om alting hele tiden, var ved at køre mig totalt i sænk.
Men nu har jeg smagt den forbudne coronafrugt, og den har fyldt mig med energi og arbejdsglæde.
Jeg er frisk på at være sammen hver for sig!
Hvis du vil gi’ mig tillid, sætte mig i et lille team af dygtige mennesker, tjekke ind med os, når vi har brug for det, 15-30 min online pr uge, lade mig selv bestemme, hvornår jeg skal møde ind …
så skal du bare se løjer!
Hvad siger du chef? Skal vi prøve?
Kilde: Anne Skare Nielsen, Facebook og LinkedIn den 8. juni 2020.
Artiklen har været bragt i Offentlig Ledelses Nyhedsbrev 6/2020 10. juni 2020