Her er borgerne i sikre hænder

Underernæring: Frederiksberg Kommune har arbejdet målrettet med at forbedre ernæringsindsatsen i kampen mod underernæring og uplanlagt vægttab hos ældre borgere. Ledelsesmæssig opbakning har været afgørende, siger kommunens chefkonsulent på ernæringsområdet.

Mange kommuner har de senere år skærpet deres fokus på ernæringens betydning for ældres livskvalitet med mad- og måltidspolitikker og retningslinjer for systematiske vægtscreeninger, opfølgning på målrettede ernæringsindsatser med mellemmåltider mm. Alligevel er det stadig svært at få indsatserne til i praksis at forebygge underernæring og uplanlagt vægttab hos både hjemmeboende og beboere på plejecentrene. Ønsket om at komme skridtet videre er derfor afsættet for projektet ‘Ernæring’ under programmet ‘I sikre hænder’, som Dansk Selskab for Patientsikkerhed har gennemført i samarbejde med fire kommuner fra 2019 til 2020.

Målet var at udvikle og indføre metoder, som kan forbedre ernæringspraksis i de udvalgte kommuner. Frederiksberg Kommune, som er en af de fire, har siden 2013 deltaget i ‘I sikre hænder’ og arbejdet med at løfte ernæringen for de skrøbelige ældre højere op på dagsordenen hos de sundhedsprofessionelle.

Fra småskala-forsøg til praksis

Konkret har Frederiksberg Kommune nedsat 13 forbedringsteam og uddannet forbedringsagenter og -konsulenter, som kan bringe metoden helt ud på de enkelte plejecentre. Det er nemlig ikke nok med skrivebordsplaner og strategier, når målene skal omsættes til en ny praksis hos de sundhedsprofessionelle, fortæller Birthe Stenbæk Hansen, der er klinisk diætist og ernæringsfaglig chefkonsulent i kommunen.

− Vi har overordnede retningslinjer for, hvor ofte vi skal veje borgerne. Men det er ikke nok bare at give dem til medarbejderne og sige: “Nu skal du veje alle en gang om måneden”. Det sker ikke. Der skal være en helt klar plan for, hvordan man gør det lokalt, både på det enkelte plejecenter og hjemme hos borgeren. Det skal med i indflytningssamtalen, når en borger flytter på plejecenter, vi skal tale med de pårørende om, hvordan den enkelte borger fungerer, hvad hun spiser og ikke spiser, før vi f.eks. kan føre et ernæringsvurderingsskema (EVS), siger Birthe Stenbæk Hansen.

Data bruges i indsatsen

Frederiksberg Kommune følger derfor ‘forbedringsmodellen’, når de planlægger forandringer.

− Vi prøver først tingene af i lille skala på en lille gruppe medarbejdere og beboere. Så retter vi til, og når det fungerer, kan vi gøre det i fuld skala. Metoden er datadrevet, så vi registrerer, hvor mange vi har vejet, hvor mange der vejer for lidt eller har haft et uplanlagt vægttab. De data analyserer vi og bruger i indsatsen.

Tilbuddet om at være med i ernæringsprojektet kom derfor også som sendt fra himlen, fastslår Birthe Stenbæk Hansen.

− Vores mål er, at alle borgere, der har gavn af det, skal have en tværfaglig ernæringsindsats, men der er flere ting, der skal være på plads, før vi når derhen. Derfor var det rigtigt godt at få tilbuddet om at være med i projektet − og at ledelsen sagde god for det, siger Birthe Stenbæk Hansen. Ledelsesfokus er nemlig afgørende for at lykkes.

Fokus på ernæring er vokset

Undervejs i projektet har Birthe Stenbæk Hansen siddet med i flere af de kommunale forbedringsteam for at fremme, at ernæringen bliver tænkt ind i alle sammenhænge også f.eks. i forbindelse med træning ved rehabilitering. I forbindelse med projektet har hun desuden foreslået, at der udvikles en ‘ernæringspakke’ på linje med dem, der findes for tryksår, medicin, fald osv. Pakkerne giver et samlet overblik over alle de mulige indsatser for at skabe sikkerhed i plejen.

Arbejdet med ernæringspakken er i fuld gang, og pakken forventes klar allerede til januar ifølge Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

− Ergo- og fysioterapeuten skal vide, hvem de skal kontakte for at sikre, at den borger, der skal rehabiliteres, får mere mad, så hun faktisk kan rehabiliteres. Det kræver, at den basale ernæringsindsats er på plads, og at vi har rammer for, hvad vi må prøve af. Vi har arbejdet med alt fra kræsekøleskab til forskellige vejningsstrategier, og det har fyldt meget, fordi vi både skal sikre, at borgerne vejes, dokumentere vejningen, analysere data og arbejde videre med den viden, vi får.

Genindlæggelser er svære at forhindre

Projektet er netop afsluttet, og konklusionen er, at der er både succeser og opgaver at arbejde videre med, fortæller Birthe Stenbæk Hansen.

− Vi har svært ved at knække den nød, som handler om at forebygge genindlæggelser. Mange af dem er skrøbelig ældre, som bliver indlagt med alt muligt, uden at de nødvendigvis er visiteret til vores ydelser. Det er heller ikke altid givet, at ernæringen alene spiller en rolle her, fordi problemstillingen ofte er kompleks.

− Desuden er et år ikke lang tid at arbejde med ernæring i, tilføjer hun. Vi kan derfor ikke dokumentere et procentvist fald i antallet af underernærede. Men vi ved, at vores plejecentre har et stort fokus på det, og at mange vejer hver måned. Vi er i gang med at identificere dem, som har et uplanlagt vægttab. Vi skal lave en ernæringsvurdering, EVS, og vi har beskrevet hvordan, og hvordan vi dokumenterer den i vores it-system, siger Birthe Stenbæk Hansen.

Ikke i mål endnu

For hende står to ting bøjet i neon:

− Ernæring skal med i alle tiltag og pakker, når det gælder skrøbelige ældre. Vi kan ikke tale om tryksår og fald uden at tale kost og ernæring, og jeg mener, vi har vist, at ernæring skal være tværfaglig. Det kræver, at man kan dokumentere borgerens mål og udfordring. Vi skal vide, hvor i systemet ergoterapeuten skriver om dysfagi, og sygeplejersken eller diætisten skriver om ernæring, og har derfor brugt energi på at ensrette fagsystemet.

− Med forbedringsmodellen har vi fundet frem til en metode til at implementere nyt, det ledelsesmæssige fokus og opbakningen er afgørende, og det er guld værd, at man har prioriteret at bruge midler på kompetenceudvikling, diætister, køkkenledernetværk osv.

− Det er samtidig supervigtigt, at de professionelle køkkener er involveret, for de kender målgruppen, og vi skal desuden tale værtskab ved måltider og mellemmåltider og de mange andre dagsordenener, som blander sig i arbejdet − f.eks. madspild, økologi og bæredygtighed med dem. Når vi skal spise mindre kød, hvordan så med mængden af protein til de ældre, der ikke har lært at spise kikærter osv.

− Al implementering er svær. Vi er nødt til at give os den tid, det tager, konstaterer Birthe Stenbæk Hansen, der er overbevist om, at det er hele indsatsen værd.

Artiklen har været bragt i Kost, Ernæring & Sundhed 8-2020