Forebyggelse: Type 2-diabetes rammer især folk i byerne og især de kortest uddannede med den laveste indkomst. Uligheden skal forebygges, og det kræver bedre sundhedskompetencer, mener ekspert.
I Mexico City er en dåsecola et billigt og sikkert alternativ til drikkevandet i hanen, der ikke altid er rent. Og færdigmad med et højt indhold af salt, sukker og fedt er populært. Tre ud af fire voksne er fede eller overvægtige, og type 2-diabetes er den mest almindelige dødsårsag.
I den kinesiske storby Shanghai tror man ikke på, at type 2-diabetes skyldes usund kost og mangel på motion. Det er dårlige gener, siger folkevisdommen. Derfor skammer mange sig over at have sygdommen − og skjuler den.
Også i København vokser antallet af type 2-diabetikere, og sygdommen rammer de kortest uddannede, dem med de laveste indkomster, ledige og indvandrere.
Diabetes er et storbyfænomen
Fælles for Mexico City, Shanghai og København er, at det er storbyer. Og i dag bor to ud af tre af verdens diabetikere i byerne. Derfor findes koden til at knække den stigende diabeteskurve i storbyernes dna. Det mener forskerne bag det globale program Cities Changing Diabetes, som omfatter syv storbyer, blandt andet Mexico City, Shanghai − og København.
Steno Diabetes Center, der hvert år behandler knapt 6.000 danskere med diabetes, er med i dette globale projekt, og forskningsleder Helle Terkildsen Maindal forklarer, hvordan Danmarks hovedstad med et velfungerende, offentligt og endda gratis sundhedssystem er havnet i selskab med byer som Shanghai og Mexico City.
− En af grundene til, at vi også i København står over for en diabetesepidemi er, at der også her bor både ressourcestærke og ressourcesvage grupper, og de store sociale forskelle betyder ulighed i sundhed og op til ti års forskel i levetid.
Diabetes rammer socialt skævt
Når Helle Maindal taler om en epidemi, er det fordi, dobbelt så mange danskere i dag som for ti år siden har diagnosen type 2-diabetes. Og en tilsvarende stigning forventes i de kommende ti år, så omkring hver tiende dansker vil have diagnosen.
− Type 2 rammer dem med den korteste uddannelse og den laveste indkomst. Der er også en ulighed i, hvem der får sygdommen konstateret, hvornår den konstateres, samt hvornår og hvordan den behandles. Mennesker med en længere uddannelse får ofte konstateret type 2 på et tidligere stadie − op til fem år før dem med en kortere uddannelse.
Med til billedet hører, at diabetikere med en kort uddannelse har langt større risiko for at udvikle komplikationer, fordi den behandling, de bliver tilbudt – og deres kompetencer til at følge den – er anderledes end for diabetikere med en længere uddannelse.
− Højtuddannede har generelt en bedre reguleret diabetes og derfor færre komplikationer, mens de kortuddannede ofte også udvikler andre sygdomme. Det gør billedet komplekst, siger Helle Maindal og peger på sammenhængen mellem type 2-diabetes og overvægt.
Læge og patient taler ikke samme sprog
Hvis vi skal dæmme op for den udvikling, er bedre sundhedskompetencer og forebyggelse helt centralt, mener Helle Maindal.
− Denne ulighed i både sygdomsudvikling og behandlingstilbud er overraskende, når vi generelt har en opfattelse af, at alle behandles lige i vores sundhedssystem, hvor alle har adgang til en praktiserende læge. Men der er stor forskel i befolkningens sundhedskompetencer. En dansk undersøgelse viser, at 20 procent af befolkningen ikke forstår, hvad lægen siger, og 40 procent har svært ved at få fremlagt deres sag for lægen.
Mad kan gøre en forskel
De manglende sundhedskompetencer påvirker mulighederne for at forebygge type 2-diabetes.
− Hvis man har svært ved at få ressourcerne til at slå til, er sund mad og motion måske det, der prioriteres væk. Motion er blevet et aktivt tilvalg, hvor det tidligere var en del af en aktiv hverdag. Og tilgængeligheden af usunde madvarer er steget helt enormt. Ved første øjekast synes de også billigere. At lave mad selv af årstidens grøntsager virker i dag som et næsten elitært tilvalg, hvor det tidligere var helt naturligt at spise kål om vinteren og salat om sommeren, siger Helle Maindal, og peger på, at både sundhed og sund kost er blevet en jungle at finde rundt i.
− Begge dele er flyttet ud i det offentlige rum − ugeblade, børnehaver, ja, selv supermarkedet har et bud, og det være svært for en person med diabetes at forstå, hvad sund kost er, og det har selvfølgelig betydning for at arbejde med forebyggelse.
Forebyggelse kræver dialog
Forebyggelse gennem sund kost og motion kræver en langt bedre dialog mellem borgere og sundhedsvæsen, end vi har i dag, mener Helle Maindal. Den dialog kan ligge i almen praksis, og nogle vil have brug for en form for sundhedsmentor, som man kender det fra det sociale område, en, som kan støtte dem i gode sundhedsvaner.
Fysisk aktivitet og offentlig forplejning i skoler og daginstitutioner er desuden en måde at tænke sundhed på, der får alle med, mener Helle Maindal.
− Det ville gavne alle børn at få sund kost i skolen, men jo især de ressourcesvage. I den bedste af alle verdener skal forældrene smøre gode madpakker, men så nemt er det er ikke. Derfor vil fælles, sunde måltider være en god løsning, da de også rummer det sociale element, som er så vigtigt for børn.
− Hvis vi mener forebyggelse alvorligt, kræver det, at vi tænker kreativt i forhold til de manglende sundhedskompetencer. Hvis der skal være lighed for alle i det danske sundhedsvæsen, skal det afspejles i den politiske prioritering. Vi skal huske, at diabetes koster samfundet mange milliarder kroner hvert år i produktivitetstab. Det ville gavne at flytte penge over på forebyggelse og god behandling, så folk får en bedre livskvalitet og kan blive længere på arbejdsmarkedet.
Artiklen har været bragt i Kost, Ernæring & Sundhed 1/2017.