Profil: Hvorfor ryger æggesalaten i køkkenets madkværn? Og hvorfor kommer desserterne retur? Det er et større detektivarbejde, og det er Mona Søby Jensen ansat til at løse.
− Når jeg står i kælderen og hjælper med at smide mad ud, er det rigtig surt. For jeg jo ved, hvor mange ressourcer der er blevet brugt − fra landmanden, der har dyrket råvarerne, over producenter og leverandører til os i køkkenet. Derfor giver det rigtig god mening at arbejde med at reducere madspildet.
Det siger Mona Søby Jensen, professionsbachelor i ernæring og sundhed og ‘koordinator for bæredygtighed og ressourceoptimering’ på Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler. Lige nu bruger hun det meste af sin arbejdstid på at finde på systemer og løsninger til at mindske madspildet både i køkkenets egen produktion og på hospitalernes mange afsnit.
− Når vi på et tidspunkt får styr på det, vil jeg have fokus på at optimere ressourcerne på andre områder, f.eks. strømforbruget. Men lige nu handler det om madspild.
Dialogen er vigtig
Og det er en kompleks problemstilling, fordi mange led og vilkår spiller ind på vejen fra gryden til patienternes maver: belægning på afsnittene, patienternes tilstand − er de ny-opererede, i kemobehandling, fastende eller svækkede på anden vis? Og er de børn, unge eller ældre?
− Derfor er min dialog med afsnittene rigtig vigtig. Samtidig udnytter jeg den viden, mine kolleger har, f.eks. kostkonsulenten, som kender afsnittene godt, forklarer Mona Søby Jensen.
Aktuelt følger hun belægningstallene og bestillingerne nøje. Målet er i sidste ende at automatisere madbestillingerne ved at køre data fra Sundhedsplatformen og Master Cater-systemet sammen.
− Det vil frigive tid til medarbejderne på afsnittene, hvis de ikke selv skal bestille mad. Og vi undgår personafhængige udsving, f.eks. når folk er på ferie.
Vil kompostere og lave grønthave
Som udgangspunkt får køkkenet næsten alle madrester retur, så de kan se, hvad der ikke bliver spist, og en madkværn laver det hele til biobrændsel. Men at gøre madkværnen arbejdsløs er noget af et gravearbejde for Mona Søby Jensen.
− Bare sådan en lille ting, at når man bestiller blød kost, kom der før automatisk mos og desserter med. Men det var ikke alle, der var opmærksomme på det, og så de bestilte de dessert ved siden af, som ikke blev spist og derfor gav madspild. Det har vi selvfølgelig ændret på, men det er et godt eksempel på, hvordan jeg hele tiden leder efter greb, jeg kan dreje på.
På længere sigt drømmer Mona Søby Jensen om, at hospitalerne kan kompostere deres eget affald og spild fra grøntsager og have egen køkkenhave.
− For at få en større helhed i tingene. Jeg er fra landet, og det påvirker nok min tankegang. Vi ‘høster’ mange råvarer, men vi får ikke givet næring tilbage til jorden. Vores hospital ligger på ca. 90 procent økologi, og hele tankegangen i økologien er at tage hånd om naturen, så det ville give god mening, synes jeg.
BLÅ BOGMona Søby Jensen Ernæringsassistent i 2006 og professionsbachelor i ernæring og sundhed med speciale i ledelse, fødevarer og service i 2014. Har arbejdet i fire år som faglærer på Aabenraa Tekniske Skole. Siden februar 2018 ansat på Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler som koordinator for bæredygtighed og ressourceoptimering. MIN HVERDAGUld: Jeg er lidt af en frossenpind, så jeg elsker uldtøj, uldtæpper osv. Det er både kvalitet, hygge og varme at sidde med et uldtæppe på. Grønne planter: Min kæreste købte en kolonihave sidste år, hvor vi bruger en del tid. Der er noget terapeutisk i at få jord under neglene. Naturen: Nu hvor jeg bor i byen, er jeg udfordret på nemt at komme ud og samle svampe eller bare gå en tur. Jeg elsker skov og strand. Motion: For at holde mig i gang, og fordi det skaber en tilknytning til dem, jeg motionerer med, f.eks. holdet på arbejdet. Spil: F.eks. brætspil, der er en god måde at være nærværende sammen med familie og venner på og samtidig bruge hovedet, måske endda tænke strategisk. Og så er det befriende, at det er analogt. |
Artiklen har været bragt i Kost, Ernæring & Sundhed 10/2018