Det er ikke nok at holde orden i penalhuset

Det er ikke nok at holde orden i penalhuset

Ledelse: Tidligere Irma-direktør Alfred Josefsen har siddet med i regeringens Ledelseskommission og holder oplæg på Kost & Ernæringsforbundets lederkonference i juni. Han opfordrer lederne til at tage deres lederjob meget alvorligt − og sikre, at glæden ved at producere sund og nærende mad er til stede hvert eneste øjeblik.

De offentlige ledere har for travlt med at holde orden i penalhuset frem for at levere værdi og velfærd til borgerne 24/7. Det mener fra Alfred Josefsen, tidligere direktør i Irma, nu selvstændig konsulent og medlem af regeringens Ledelseskommission. Den holdning baserer han blandt andet på en spørgeskemaundersøgelse, som kommissionen har gennemført, med svar fra 1.800 offentlige ledere. Den viser, at helt op til 57 procent af lederne ikke styrer efter borgernes tilfredshed. Og det duer ikke, mener han.

− For mange forskellige agendaer gør sig gældende i den offentlige sektor i dag. Og ikke alle vender i den rigtige retning. Derfor vil vores anbefalinger (Ledelseskommissionen, red.) alene trække i en retning, som handler om at få lederne til at skabe mere værdi og velfærd for borgerne, siger Alfred Josefsen.

Han mener, at hvert eneste minut i de offentligt ansattes arbejde, også ledernes, bør ‘gå til borgerne’, som han udtrykker det.

− Der findes organisationer, særligt i administrative sammenhænge (direktioner, styrelser osv., red.), hvor opmærksomheden på at betjene niveauet over en selv, både det politiske og det administrative, har taget overhånd. Pointen er jo, at politiet skal bedrive politiarbejde, skolerne skal skabe bedre læring osv, siger Alfred Josefsen.

Brug for en stærkere lederidentitet

Hvis dagsordenen om en 24/7-borgerrettet, offentlig sektor skal opfyldes, skal lederne have et langt bedre grundlag for at kunne tage hårdere fat om deres opgave.

− Vi skal simpelthen skabe en stærkere lederidentitet. Den indsats har to dimensioner: En strukturel og en personlig, og i kommissionens anbefalinger adresserer vi dem begge. Men det handler dybest set om, at lederne skal op at stå på ølkassen − de skal turde træde ind på scenen, være tydelige og følge op, hvis der ikke bliver leveret ordentligt i organisationen.

Det er også nødvendigt, pointerer Alfred Josefsen, for at komme ud af det nuværende styringshelvede, som alle har en drøm og ambition om.

− Men det kræver stærke ledere, som tør tage over og lede. Og som har respekt for kerneopgaven − borgeren og den ydelse, det handler om − overalt i organisationen, fra det øverste departement til de yderste led i institutionerne. Dér, hvor ‘kunderne’ færdes. Den erkendelse gjorde jeg selv som leder i Irma: Det var jo ikke på hovedkontoret, at forskellen fandt sted. Det var ude i butikkerne, hvor kundernes var. Sådan er det også i det offentlige.

Derfor skal det råderum, lederne har at agere i, gøres større.

− Det betyder blandt andet, at politikerne ikke skal blande sig i enkeltsager, men give lederne plads til at lede. Lederne skal til gengæld bruge MED-systemet, som det er skabt − ikke til at holde møder i, men til at gå tilbage til dem, som har ansvar for tingene. Det er den strukturelle dimension i råderummet.

Den anden dimension er den personlige. Den handler om mod, handlekraft og dedikation, siger Alfred Josefsen.

− Det er her, lederen træder ind på banen. Det er ikke nok at blive leder, man skal også være leder. Det har vi også med i anbefalingerne og i en særlig publikation ved siden af − som taler ledelsesarbejdet op, så flere tør trække lederkortet og være ledere.

Kan kun have respekt for offentlige ledere

Når alt det er sagt, anerkender Alfred Josefsen, at Danmark har en velfungerende offentlig sektor, hvor 90 procent kører godt.

− At være offentlig leder er en meget kompleks opgave, og lederne er meget dygtige til at manøvrere i et meget diffust felt med mange stakeholders, inkl. hele offentligheden. Det kan man kun have stor respekt for. Offentlig ledelse er svært, konstaterer Alfred Josefsen og tilføjer:

− Mange private ledere ville falde igennem, fordi de styrer efter meget enklere bundlinjer. Hele det offentlige system er bygget op om fine fagligheder, som har rod i fagligt kompetente medarbejdere. Denne stærke faglighed ønsker alle at værne om, men faglighed skal også ledes − med god ledelse, siger han.

Problemet er imidlertid, mener Alfred Josefsen, at velfærdsmålene ofte er meget diffuse, og at der er mange af dem. Derfor kan ledere slippe afsted med at levere dårlig service, så piben skal have en anden lyd over for de ledere, som ikke leverer.

− Ledere, der ikke leverer, skal håndteres. Det vil sige, at kommissionen erkender det meningsløse i at flytte rundt på problemet − ‘Sorteper-syndromet’ må stoppe. Hvorvidt en ikke- fungerende leder skal afskediges eller udvikles, må være op til de konkrete og individuelle omstændigheder.

Få glæden ved maden frem

Alfred Josefsen vurderer, at der er potentiale til at få løftet de ti procent, som ikke fungerer i det offentlige.

− Især med visheden om, at vi ikke får flere penge at gøre godt med, men helt sikkert møder større forventninger fra borgerne. Vi har desværre fået udviklet en kultur, hvor det er ‘finere’ at passe bureaukratiet − holde orden i penalhuset − frem for at passe forretningen. Og det giver bare ingen mening for mig, at man skaber karriere ved at orientere sig opad i systemet frem for at lykkes med kerneopgaven. Og den kultur kommer det til at tage tid at ændre. Den skal ske fra hus til hus, siger han.

Hvad vil du lægge vægt på at sige til de kost- og ernæringsfaglige ledere på konferencen?

− Både det, som jeg har sagt her − og så vil jeg opfordre til at få glæden ved mad og måltider til at være helt stede i hvert eneste øjeblik, også selvom man arbejder i meget store enheder. Få skabt oplevelsen af at gøre sårbare og syge mennesker glade og raske igen − sund mad har en vigtig egenskab i den sammenhæng.

 

FAKTA

Ledelsesråd fra Alfreds Josefsen

1. Ledelse er personligt. Det kommer ikke ud af en maskine. Tag det alvorligt.
2. Ledere er afgørende for, hvad der bliver skabt af gode resultater og for den atmosfære, der er omkring lederen. Man skal være seriøs og gøre sig umage, fordi man som leder har så stor indflydelse på sine omgivelser. Man må ikke sjuske med det.
3. Man skal være ordentlig og være sig selv. Hvile i sin ledelse og kunne se sig selv i øjnene om morgenen. Have en indre stemme, som siger, at “jeg er leder, fordi jeg vil ændre, skabe, forbedre og udvikle noget”.
4. Man skal passe på sin personlige integritet. Hvis ingen tror på det, man siger, eller hvis man ikke selv gør, så duer det ikke.

Kost & Ernæringsforbundet 
holder lederkonference den 7. juni
på Aalborg Universitet, København.
Se programmet, og meld dig til:

www.kost.dk/lederkonference2018

Artiklen har været bragt i Kost, Ernæring & Sundhed 5/2018