Digitalisering er ikke noget der foregår i it-afdelingen. Nyt diplommodul klæder dig på som leder – læs hvordan her.
Inden længe har dine medarbejdere sandsynligvis RPA-robotter blandt deres kollegaer. Og i stedet for at ønske robotterne hen, hvor det binære peber gror, skal de integreres som den digitale forstærker, som kan give både tid og mulighed for at løse de andre – og nye – opgaver på skrivebordet. For selvom robotplæneklipperen slår græsset fint, er det stadig dig, som skal rive det sammen bagefter. På samme vis skal RPA-robotterne driftes.
Den offentlige sektor står på tærsklen til D-land, og rejsen dertil foregår lynhurtigt og lige nu gennem et endnu forholdsvist ukendt landskab. Derfor skal du som rejseleder have lyst til og være tryg ved at begive dig afsted – sammen med dine medarbejdere. Til at støtte dig på vejen har HK Kommunal indgået en aftale med professionshøjskolen VIA University College i Aarhus om et uddannelsesforløb i ledelse af digitale processer.
– Vi tilbyder et forløb, som ruster ledere til at agere bedst muligt som aktører i den digitale transformation, der allerede er i fuld gang i både kommuner og regioner. Og som rummer nye muligheder, hvor både kerneopgaven og faglig ledelse skal gentænkes. Det kræver en ny bevidsthed og nye kompetencer, som vi giver deltagerne på de fire dages uddannelse, lyder præsentationen fra udvikler af og underviser på forløbet, ledelseskonsulent Jan Rosenmeier fra VIA University College.
Har afsæt i HK’s seks pejlemærker for digitalisering
Forløbet er bygget op om HK’s seks pejlemærker i den digitale transformation og kommer omkring temaer som: digitalt mindset i praksis, digital dannelse og etik, nye projektmodeller, forandrings- og forankringsledelse samt kommunikation og meningsskabelse i en digital tidsalder, e-ledelse i praksis og ledelses- og medarbejderkompetencer på tærsklen til en digital tidsalder.
– Som leder skal man kunne se sig selv i denne digitale transformation, der i høj grad vil finde sted på de klassiske HK-arbejdsområder indenfor administration. Derfor har vi udviklet forløbet med afsæt i HK’s egne pejlemærker i forventning om, at det skaber både mening, tillid og tryghed for deltagerne, siger Jan Rosenmeier.
Forløbet vil i særdeleshed være operationelt, men samtidig strategisk forankret, fordi digitaliseringen kalder på begge kompetencer, hos både ledere og medarbejdere.
– I transformationen rykker ledere og medarbejdere så at sige tættere sammen i bussen. Og når rejsen er slut, og man har nået sin destination, er frygt og forestillinger erstattet af integrerede kompetencer, så ingen længere taler om digitaliseringen som et højt bjerg, de skal bestige. De står allerede på toppen. Man kan sige, at deltagerne går fra offer til aktør i eget liv og faglighed, forklarer Jan Rosenmeier.
Skal kende de vigtige dagsordener
Han understreger, at forløbet ikke kræver nogen teknisk indsigt, men udstyrer deltagerne med et sprog, mindset og begreber til at begribe med. Derudover vil undervisningen til dels tage udgangspunkt i projekter i deltagernes egne organisationer.
– Når topledelsen over og rundt om presser på med krav om optimering og effektivisering, skal ledere og chefer kunne arbejde med businesscases og forhandle med konsulenter og leverandører. Samtidig skal man kende til de overordnede politiske digitale dagsordener, som bl.a. KL og Danske Regioner opererer med. Uden den viden har man ikke den rette handlekraft som leder, så dem runder vi også i forløbet. Helt overordnet kalder jeg det for e-ledelse i praksis – mellem kerneopgaven, digitalisering og ledelse.
Om diplomforløbet Ledelse af digitale processer
Pris: Modulet koster 8.200 kr. |
Lyder forløbet som noget for dig?
Du kan søge hjælp fra Kompetencefonden efter de gældende regler, hvis du allerede har en diplomuddannelse i ledelse – eller hvis du er aflønnet UNDER grundløn 47. Opfylder du ikke et af de to forhold er din arbejdsgiver iflg. trepartsaftalerne forpligtet til at finansiere en diplom i ledelse til dig.
Læs mere og tilmeld dig her: Ledelse af digitale processer – tilmelding senest den 14. december 2018.