Bak op om spiseglæden

Smag: Hvis børn spiser broccoli eller fisk, gør de det ikke, fordi det er sundt, men fordi de har lært at kunne lide det. Sandsynligvis fordi de har fået fred og ro og opbakning til at eksperimentere med nye smagsoplevelser.

“Adrr, det kan jeg ikke lide”. Den sætning kender mange voksne fra deres børn, og den kan være dræbende for spiseglæden omkring bordet.

− Måltidet er jo en meget social aktivitet, så hvis man lærer børn at tage del i den hjemme, er det også nemmere for dem ude i verden − og omvendt: Hvis der er mange fødevarer, ens børn ikke spiser, kan de få det svært ude hos andre, som ikke tager de hensyn, siger Annemarie Olsen, ph.d. og studieleder på Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet. Hun er medforfatter til publikationen ‘Madmodige børn’ fra forsknings- og formidlingscentret Smag for Livet.

− Men langt vigtigere end besværet med kræsenhed er selvfølgelig, at nærende og varieret mad er afgørende for alle børns sundhed og trivsel, vækst og indlæring − ud over at maden og måltidet også er en mulighed for at opleve glæde og udvikle sociale kompetencer. Hvis det vel at mærke er hyggeligt og trygt og ikke ender i konflikt, siger Annemarie Olsen.

Kræsenhed kan være en social hæmsko

Spiseglæde hos børn er et felt, Annemarie Olsen og hendes forskerkolleger i projekt Smag for Livet beskæftiger sig indgående med. For hvad sker der egentlig, hvis et barn foretrækker at spise pizza og spaghetti med kødsovs suppleret med en gulerod eller et æble i ny og næ?

− Vi ved, at meget kræsne eller ligefrem neofobiske børns kost er mere ensidig. De spiser mere mættet fedt og færre grøntsager, siger Annemarie Olsen.

− Derudover kan kræsenhed også skabe grobund for konflikter og være en social hæmsko − selv for voksne. Når det gælder langtidseffekterne, viser et fransk studie, at de smagspræferencer, vi udvikler tidligt, hænger ved fra to-treårsalderen indtil vi er ca. 20 år. Så det er altså en god investering at give børn varieret kost frem for Nutella og risengrød, som de naturligt vil foretrække, fordi de fra fødslen har en præference for fedt og sødt.

Forskerne ved, at børns smagspræferencer gennemlever forskellige faser.

− For eksempel topper neofobien ved to-treårsalderen, hvilket formentlig har været en evolutionær fordel, fordi det er i den alder, at de begynder at bevæge sig omkring i verden. Her er det smart, at de ikke bare spiser alt, hvad de finder på deres vej. Neofobi er altså en naturlig del af børns udvikling. Ikke en sygdom, som skal kureres, understreger Annemarie Olsen.

Vedholdenhed og masser af gode oplevelser

I hæftet Madmodige børn peger forskerne på 11 måder, som forældre, pædagoger og kostfaglige medarbejdere i daginstitutionerne kan bruge til at hjælpe børnene med at udvikle glæde ved at smage på alverdens mad. Over dem alle svæver en enkelt dyd: Tålmodighed.

− Helt overordnet handler det om at give børn en masse gode oplevelser med mad og servere meget forskelligt for dem. Skabe en kultur, hvor man smager på maden og accepterer, at det ikke er en statisk tilstand, hvis ikke de kan lide maden. Børn skal samtidig have et ordforråd om mad, så det ikke er reduceret til “addr, det kan jeg ikke lide” eller “uhmm, det smager godt”, siger Annemarie Olsen.

Her er det afgørende, at de voksne går forrest som rollemodeller, fastslår hun.

− Hvis far aldrig spiser fisk, så er der måske noget med den der fisk … Voksne skal altså også turde smage på nyt, men frem for alt være vedholdende. Vi ved, at mange allerede stopper ved ansigtsudtrykket hos barnet og alt for hurtigt holder op med at servere noget, hvis barnet ikke kan lide det de første gange, de smager det. Men mindre børn skal smage på nye ting 8-10 gange, og jo ældre de bliver, jo flere gange skal der til, før de vænner sig til smagen.

Hvad kan de kostfaglige i institutionerne gøre for at fremme børnenes madmod?

− Det er vigtigt, om det, de serverer, er nyt og udfordrende, eller der kun er klassikere. Og hvordan de gør det. Er der noget at dyppe i − den såkaldte flavour-flavour-effekt, hvor en velkendt og vellidt smag, det kan være ketchup, kan få den mad, som er i fokus, til at glide nemmere ned til at begynde med, indtil man lærer smagen at kende, siger Annemarie Olsen.

− Pædagogerne skal også være rollemodeller i det pædagogiske måltid med børnene. De skal bremse negativ adfærd: “Aj, hvor klamt, vi skal have fisk i dag”. Hvordan tackler de voksne det? Hvilken spisekultur har man, hvor længe skal man sidde ved bordet, skal man smage, sætter man børn sammen, hvor den ene spiser noget, den anden ikke kan lide, så de kan lære af hinanden osv.

− På den måde har det pædagogiske personale et stort ansvar sammen med det kost- og ernæringsfaglige personale. De skal huske, at børn ikke er født til at kunne lide en bestemt slags mad. Det er noget tillært. For eksempel at vi i Danmark holder af rugbrød, mens japanerne spiser rå fisk, og færingerne synes, at lufttørret hvalkød er en lækkerbisken.

Artiklen har været bragt i Kost, Ernæring & Sundhed 12/2017