Voksende utryghed kan skabe polarisering

Fortællingen om Danmark er, at vi er et land, hvor tryghed og tillid trives i bedste velgående. Men faktisk føler mindre end halvdelen af danskerne sig ’totalt trygge’.

Siden 2009 er utrygheden vokset støt år for år, og det er en bekymrende tendens, som ikke mange er optaget af, mener Lars Olsen.Han er journalist og forfatter til en række bøger om ulighed i Danmark, og han holder oplæg på FSD’s Årsmøde.
– Den voksende utryghed – eller dramatisk faldende tryghed om man vil – er en ret upåagtet ændring af samfundet, som ikke mange tale om. Men Trygfonden har regelmæssigt undersøgt danskernes tryghed siden 2004. Dengang var utrygheden næsten ikke målbar – kun tre procent var grundlæggende utrygge. I 2015 var den vokset til 18 procent, og den er steget kontinuerligt siden 2009, siger Lars Olsen.

De sygemeldte er mest utrygge

Trygfondens undersøgelser omfatter 8.000 danskere, og selv de, som er trygge, har også områder, hvor de er utrygge :
– Der er især mange utrygge danskere på arbejdsmarkeds- og socialområdet. De sygemeldte er den mest utrygge samfundsgruppe, ikke fordi de er syge, men fordi deres vilkår har ændret sig markant de senere år. Deres økonomi er usikker, de bliver sendt rundt i en masse forløb osv. Det skaber utryghed.

Og det, mener Lars Olsen, bør mane til eftertanke hos os alle, men ikke mindst hos dem, som er ansvarlige for indsatsen for netop disse mennesker.
– Vi hører jo ofte om enkeltsagerne i medierne – folk, som behandles urimeligt af ’systemet’, men generelt er den utryghed, folk oplever, en tendens, som blandt andre socialcheferne bør tage alvorligt, fordi de er ansvarlige for de her områder.

Lars Olsen er med på, at en del af problemet ligger i lovgivningen og dermed hos politikerne på Christiansborg, som socialcheferne ikke har ansvar for.
– Men en del ligger også i den måde, lovgivningen implementeres på ude i kommunerne. Og hvis du oveni sygdommen også er utryg, fordi din økonomi og fremtid er usikker, er sandsynligheden for, at du bliver hurtigt rask og kommer i arbejde igen, måske ikke så stor – stik imod de politiske intentioner.

Den polarisering mener Lars Olsen også er ved at slå igennem i Danmark.
– Siden 2009 har vi haft en tsunami af reformer af vores velfærdssystemer. En ny sårbar gruppe bliver de mange både fag- og ufaglærte, der nærmer sig deres sidste år på arbejdsmarkedet. De rammes af disse reformer, blandt andet tilbagetrækningsreform, efterlønsreform osv., fordi de er kommet tidligt på arbejdsmarkedet. Og de bekymrer sig selvfølgelig for, om de har helbredet til at blive tiden ud: ”For hvad nu hvis jeg ikke har, hvad så med min økonomi?”

Mange kan ikke stå distancen

Det, mener Lars Olsen, er en problematik, vi vil se og høre meget mere til de kommende år, efterhånden som efterlønnen afvikles og pensionsalderen stiger. Og den bør direktørerne i kommunerne også tage alvorligt.
– Mange af de her mennesker er jo ansat i kommunerne, fx i pleje- og omsorgssektoren. Og ganske mange er nedslidte som 60årige. Hvis du samtidig hører og læser alle mulige mediehistorier om folk, som bliver sendt på arbejde på krykker, bliver de her fag heller ikke attraktive fremover.

Og der vil helt konkret være grupper på arbejdsmarkedet, forudser han, som ikke kan stå distancen til de er 68 år, fx FOA’s og 3F’s medlemmer.
– Disse grupper vil vokse, så dem skal socialcheferne – og andre – have øje for. Jeg forstår godt den politiske baggrund for, at med et stigende antal ældre i befolkningen skal vi arbejde i flere år, men der er også skyggesider, som man er nødt til at diskutere.

De ældre er bange for at miste jobbet

En anden gruppe, der oplever utryghed, er ældre lønmodtagere, som frygter at blive fyret, pointerer Lars Olsen.
– For hvis de ryger ud af arbejdsmarkedet, er det svært at komme ind igen i en sen alder. Det er en utryghedsfaktor. Her mener jeg, at kommunerne har en opgave i at sikre dem, som ikke kan arbejde mere eller ikke kan få arbejde, så de ikke falder socialt igennem. Allerede nu kan vi se, at der er store grupper af 59-61årige på dagpenge, som risikerer at ryge på kontanthjælp.

I den modsatte ende af skalaen har vi en gruppe, som slet ikke er berørt af denne form for utryghed: akademikerne.
– De vil næsten ikke opdage, at det her finder sted, fordi mange allerede i dag arbejder, til de er langt op i 60’erne, mens grupper som slagteriarbejderne og sosu-assistenterne vil føle, at de har store problemer, som ingen forholder sig til – hverken politikere eller kommuner.

– Det kan slå igennem i det politiske billede. Fx viste en valganalyse fra 2015, at blandt de 30-59årige med de laveste indkomster, stemte en tredjedel på Dansk Folkeparti, mens yderligere en tredjedel stemte på Enhedslisten, SF og Alternativet. Når to tredjedele af lavindkomsterne går en stor bue udenom de etablerede partier, er det et tegn på mistillid og ustabilitet.

Se selvkritisk på praksis

Det er advarselssignaler om nogle tendenser, som alle ansvarlige i samfundet bør tage alvorligt, mener Lars Olsen.
– Det kan potentielt ændre vores samfundsmodel, når man kan se, at der er sammenhæng mellem utryghed, mistillid, og hvem man stemmer på politisk. Det er selve stabiliteten i demokratiet, der er på spil. Nogle af løsningerne på det ligger helt klart på Christiansborg, men man kan også gøre noget i kommunerne.

Hvad ville du selv gøre, hvis du var socialchef i en kommune?
– Jeg ville kigge selvkritisk på de krav, vi stiller, fx til de sygemeldte. Får de den ro, de har brug for ? Og i forhold til seniorerne, som enten føler sig utrygge overfor at miste deres job, eller er bange for, at de ikke kan holde fysisk, til de skal pensioneres, er der meget, man kan gøre. Fx kan man arbejde målrettet med MUS-samtaler: ”Kan du holde til det job, du har nu som sosu-assistent ?” Og man kan finde jobs, som passer til deres kapacitet og på den måde tage et socialt ansvar som kommunal arbejdsgiver.

Artiklen har været bragt i Socialchefforeningens årsmødeavis.