Settlementet på Vesterbro i København har så mange forskellige tilbud, at det næsten altid kan lade sig gøre at skræddersy en individuel og helhedsorienteret indsats for udsatte borgere. – Som NGO fungerer vi som en slags brobygger til systemet. Vi prøver for eksempel at få folk til et sundhedstjek hos lægen eller til udredning i psykiatrien, fortæller Eva Tetzlaff, socialrådgiver og leder af Settlementets rådgivning.
”Du behøver ikke at have mundbind på for at gå ind her…”. Stemmen er lidt rusten, øjnene venlige. En dåseøl i den ene hånd, en cigaret i den anden, og en vamset sort jakke ser ud til at gøre sit til, at Hans kan holde varmen denne grå og råkolde formiddag. Klokken har ikke slået 10 endnu. Han står på Istedgade udenfor indgangen til værestedet Gang i Gaden – et piktogram på ruden fortæller, at man ikke må ryge indenfor.
På vej op ad trappen dukker endnu et smilende ansigt op. Det viser sig at være køkkenchefen, som er i gang med at smøre rullepølsemadder til 30. Countrymusikken strømmer ud fra det mikroskopiske køkken, hvor køkkenchefen tager et par lette dansetrin, mens socialrådgiver og administrativ leder af Gang i Gaden, Eva Tetzlaff, snitter løs bag disken.
Hun holder egentlig til i Settlementets rådgivning, som hun også er leder af. Men en dag om ugen er hun i værestedet Gang i Gaden.
Læs også: ”At flytte de her mennesker er som et lille mirakel”
– Den kontakt jeg får med brugerne her, ville jeg ikke undvære for noget. Allerede i min praktik fik jeg en forkærlighed for mennesker, som er lidt ’skæve’, siger hun.
Eva Tetzlaff var i praktik i Settlementet, da hun studerede på Den sociale Højskole for snart 20 år siden.
– Og jeg har ikke for alvor kunnet slippe stedet. Jeg begyndte som gældsrådgiver her i 2009, og siden har det knopskudt, som tingene har det med at gøre her i huset, fortæller hun.
Idealerne fra 1911 lever stadig
Formelt set er Settlementet en NGO, oprindeligt stiftet af teologistuderende i 1911. En gruppe idealister, som ville give noget af deres akademiske overskud til de lokale beboere på Vesterbro, som dengang var en af Københavns fattigste bydele. Så de kristne studerende flyttede ind og begyndte at undervise vesterbroerne. Og mente også, at de selv kunne lære noget ved at komme tæt på den sociale virkelighed, som herskede her – slumlejligheder med særdeles børnerige og fattige familier, hundredvis af værtshuse og gårde med lokummer. Og den næstekærlighed er stadig kernen i Settlementets arbejde.
– Det er fortsat det, vi gør – med vores ressourcer forsøger vi at opkvalificere hverdagslivet for mennesker her, bare i en 2022-udgave. Alle vores tilbud er tilpasset mennesker på ’kanten af normalsamfundet’, selv om jeg hader det udtryk, siger Eva Tetzlaff.
Læs også: Hvad er styrken i Settlementets måde at arbejde på?
I dag består Settlementet af den socialøkonomiske handelsgade, Saxogade, der fungerer som trædesten på vejen mod en eller anden form for beskæftigelse for mennesker, der aldrig rigtig har fundet fodfæste på arbejdsmarkedet. Gratis socialrådgivning, retshjælp og gældsrådgivning, fortrinsvis bemandet med frivillige. Beskæftigelsesindsatsen med virksomhedskonsulenter og mentorer. Klubtilbud for ensomme, kvinder med anden etnisk baggrund end dansk, ældre mænd og madglade vesterbroere. Og så værestedet Gang i Gaden.
Gang i gaden – eller kaos
Førstesalen er tydeligvis værestedets hjerte – med køkken, fællesrum med langbord og en bardisk, hvorfra den friskbryggede kaffe og morgenbollerne med ost langes over. Rummet er halvmørkt. En kunstig pejs i vinduet forsøger at skabe hygge med lydløs knitren og kunstige flammer. På væggene hænger billeder af afdøde brugere, lidt hjemmelavet kunst og gamle plakater.
Rundt om langbordet sidder en lille håndfuld af stedets faste brugere. Bente, Henrik, Jette, Flemming … de er alle kommet her igennem mange år – nogle siden Gang i Gaden åbnede i 2007.
– Her er hyggeligt. God stemning, afslappet. Et fristed fra gaden. Og vi kender jo efterhånden hinanden alle sammen og ved, at vi altid kan få hjælp her, hvis vi har brug for det. Jeg har eksempelvis i perioder drukket meget, og bare det at skulle ringe til kommunen om et eller andet var helt uoverskueligt for mig, fortæller Henrik.
Flemming fortæller, hvordan Gang i Gaden ligefrem har ”reddet hans liv”.
– Min mor døde – jeg fandt hende selv, vi var naboer. Det slog mig helt ud, jeg lå i min seng i næsten fem år og kunne ingenting. Det var kun, fordi jeg kom herind og fik hjælp til at komme i jobpraktik igen …
Jette har fødselsdag i dag. Ikke at hun selv siger det, men det har de andre rundt om bordet helt styr på og formidler det glade budskab til alle, som kommer ind. Jettes meget blå øjne og smilende ansigt inviterer til snak. Hun er ’psykisk skrøbelig’, fortæller hun.
– Den besked fik jeg på psyk. Det vidste jeg da godt, det behøvede de ikke at fortælle mig. Men jeg havde alligevel håbet på noget andet – jeg tror, at hvis jeg havde fået bedre hjælp fra kommunen lidt tidligere, ville jeg have klaret mig bedre. Det vigtigste for mig har været at være en god mor for min søn, og det er lykkedes. Det er jeg glad for, siger hun.
Og sådan fortsætter snakken rundt om bordet. Ikke alle deltager. En læser avis, en anden sidder med ørebøffer på. Nogle går ud for at ryge, nye kommer ind. Stemningen er, ganske som Henrik siger det, hyggelig og helt afslappet.
Ved bordet falder samtalen på dengang for to-tre år siden, da Gang i Gaden var løbet tør for penge. Satspuljebevillingen var udløbet, kassen var tom. Så satte de gang i kampagnen ’Gang i gaden – eller kaos’ lige op til folketingsvalget, hængte plakater med brugerne op i gaden, lavede videoer, inviterede politikere til debatmøde og endte i Aftenshowet. Det førte til en permanent bevilling fra kommunen.
Socialøkonomiske trædesten
Vi forlader Gang i Gadens hjerterum for en stund. Går igen ud på Istedgade og vender blikket mod Saxogade på den anden side af vejen. Turen fra Istedgade ned gennem Saxogades toppede og smukt mønstrede brosten går igennem et andet hjerte: Settlementets hjerte. Den sociale handelsgade, hvor hver eneste butik er en socialøkonomisk virksomhed (se boks nedenfor).
Det er her, mange af Settlementets brugere kommer i en slags forpraktik og opøver kompetencer, som er nødvendige for at kunne færdes på en ordinær arbejdsplads. Alt fra at møde til tiden, møde stabilt, omgås kollegaer og kunder til faglige kompetencer i køkken, gartneri og butik.
En af dem er Mathias. En yngre fyr med en voldsom opvækst, tidligere misbruger og hjemløs.
– Han kom til os via jobcentret og kom i praktik i vores butik med planter i den udgående gartnerservice. Han fik en god makker, tingene faldt i hak, og han fortalte, at han for første gang havde oplevet at blive lyttet til og taget hånd om. Han er siden blevet afklaret til et fleksjob og arbejder nu i et stort supermarked. Selv om det ikke er hans drømmejob, er det en start, fortæller Aja Bierring Kristoffersen, som arbejder i Gang i Gaden og fungerer som Mathias’ mentor med ugentlige samtaler.
– Han har mange drømme – et godt sted at bo, en kæreste, børn… Han har både et stort potentiale og stadig mange bump på vejen. Han er et meget godt billede på det, vi laver her – tilbyder et fællesskab og støtte i form af mentor, bisidder og meget mere, forklarer Aja Bierring Kristoffersen.
Her forsvinder man ikke
Andre brugere i Gang i Gaden er noget længere fra arbejdsmarkedet. For nogle brugere handler det om at styre fri af misbrug og ensomhed. Den daglige kontakt med værestedet giver brugerne både opmærksomhed og nye interesser. Her forsvinder man ikke bare, uden at nogen opdager det.
– Vores holdning er, at hvis du har ressourcer og kompetencer til at komme ind på arbejdsmarkedet, så skal du det. Og har du ikke, skal du have en førtidspension eller et fleksjob – og det hjælper vi også til via afklaringsforløb. En del af vores brugere i Gang i Gaden har fået en førtidspension. Mange har været på kontanthjælp stort set hele deres liv, og de kommer aldrig ud på det ordinære arbejdsmarked, konstaterer Eva Tetzlaff.
Fri af kasser og rammer
For enden af Saxogade kommer vi til Settlementets socialfaglige hjerte, det egentlige hovedsæde, hvor Eva Tetzlaff, to andre fastansatte socialrådgivere og en jurist arbejder med den socialfaglige kerneydelse – rådgivningen. Dertil kommer mentorerne og andre i beskæftigelsesindsatsen, hvoraf to er socialrådgiveruddannede. Og så en større flok frivillige.
– Jeg har aldrig selv arbejdet i et forvaltningssystem og kommer heller ikke til det. Jeg er søgt hertil for at arbejde med relationerne til de mennesker, som kommer her, ud fra min faglighed som socialrådgiver – fri af kasser og organisatoriske rammer. Udvikle og hjælpe folk et andet sted hen. Det er vigtigt for mig. Og så driver det mig også at bære sager videre i det politiske system – være fortaler og få ændret ting, hvilket vi faktisk lykkes med. For der er ikke så mange, der taler de udsattes sag, så der mener jeg, at vi udfylder et hul og et behov, siger Eva Tetzlaff.
Ud over socialrådgivningen og gældsrådgivningen er det også her hele beskæftigelsesindsatsen holder til, og det er en vigtig del af Settlementets arbejde. Den består af dels Projekt Trædesten (læs også interviewet med VIVE-forsker Helle Holt på side 26) i samarbejde med Københavns Kommune og støttet af Den A. P Møllerske Støttefond og dels en lokalt forankret indsats.
– Vores tilgang er, at alle kan bidrage med noget. Og noget vigtigt. Derfor får man rigtige arbejdsopgaver, som ikke er ligegyldige. Det er vigtigt af respekt for de mennesker, som kommer her. Vi har et stort ansvar for at opbygge tillid og genskabe den enkeltes tro på sig selv, fordi eget værd er så vigtigt i en gruppesammenhæng, for eksempel på en arbejdsplads. Og som ekstern leverandør til kommunens jobcenter skal vi også dokumentere den enkeltes barrierer, begrænsninger og behov for støtte. For at kunne det, skal vi se folk i almindelige funktioner, forklarer Eva Tetzlaff.
Rumme mennesker, andre ikke kan
I Projekt Trædesten er det ifølge Eva Tetzlaff ’nogenlunde velfungerende’ mennesker, som er i et jobafklaringsforløb. Målgruppen er aktivitetsparate, henvist fra kommunens jobcenter.
– Jobcentrene kan ikke løfte alle opgaver, så de lægger meget af arbejdet med denne gruppe af mennesker ud til steder som os, fordi vi har særlige kompetencer og rammer, der passer godt til deres behov. Settlementet er kendt som et tilbud, der kan rumme mennesker, man ikke kan rumme andre steder. Mange har brudte afklaringsforløb bag sig, men har stadig et stort ønske om at få et arbejde – præcis som os andre, siger Eva Tetzlaff.
I rådgivningen og Gang i Gaden er målgruppen mere ’socialt udsatte’.
– Men hvad er det? En stor og uhomogen gruppe af mennesker. Fælles for dem er, at de har ’massive problemstillinger’. Mange har et dårligt helbred, både fysisk og psykisk, og er ikke nødvendigvis udredte. Hvis man ikke har tillid til systemet, går man ikke til lægen … De fleste er på offentlig forsørgelse, mange har ikke det store netværk, og har de familie, er der ofte gået rod i deres relationer. Vi har ikke folk på hårde stoffer – de søger hen til Mændenes Hjem. Hos os er det typisk hash og alkohol, som er på spil, siger hun.
Fikser ikke folks problemer
Udgangspunktet for alt, hvad Settlementet gør, er ifølge Eva Tetzlaff det modsatte af klientgørelse.
– Vi er ikke et sted, der fikser ting for folk. Man skal være med i sit forløb, sin sag, sin problemløsning, så meget som man kan med de ressourcer, man har. Du kan kalde det empowerment eller hjælp til selvhjælp – ud fra en idé om, at folk skal få en reel læring ud af et forløb, uanset hvilket af vores tilbud, de er i. Det handler også om, at det er naivt at tro, at når folk stopper hos os, stopper deres problemer. Derfor er det godt, hvis læringen kan hjælpe dem med at håndtere de problemer, de har, forklarer Eva Tetzlaff og pointerer, at målet med gældsrådgivningen heller ikke at gøre folk gældfri, det ville være urealistisk.
– Nogle kommer jo med en gæld på 500.000 kroner på kontanthjælp. Så vi kan lære dem at håndtere gælden: Hvad gør jeg, når kreditorerne ringer, hvad er fogedretten og den slags ting. Det samme gælder beskæftigelse – vi prøver at gøre folk klogere på, hvorfor de ikke bare kan gå ud og tage et almindeligt arbejde. Vi stiller vores faglige kompetencer til rådighed, vi kan forklare, hvordan systemet hænger sammen, hvordan forløbene er. Det er ikke alle, som ved det og derfor heller ikke forstår, hvorfor de overhovedet skal i et afklaringsforløb, siger hun.
Ser det hele menneske
Udefra set kan det være svært at forstå, hvor kommunens indsats stopper, og Settlementets begynder. Eva Tetzlaff tilbyder en forklaring:
– Vi fungerer som en slags brobyggere til systemet. Vi prøver for eksempel at få folk til sundhedstjek hos lægen eller til udredning i psykiatrien – prøver at genopbygge deres tillid til systemet. Fordi vi ikke er en myndighed, kan vi ikke sætte indsatser i gang eller selv handle på ting, indkalde til møder og så videre. Til gengæld kan vi tillade os at kaste alle kasser bort, tale om alle problemer og se på det samlede billede, det hele menneske. Og se, hvilke døre vi skal ind ad for at hjælpe folk. På den måde bliver vi en slags koordinerende sagsbehandler med det forkromede overblik – sammen med borgeren.
Alle navne på brugere i Gang i Gaden er ændret af hensyn til anonymitet, men redaktionen er bekendt med deres rigtige identitet.
Bag om historien
I over 100 år har Settlementet på Vesterbro i København arbejdet for at hjælpe de mest udsatte mennesker i samfundet til en bedre livskvalitet igennem jobpraktik, retshjælp, social- og gældsrådgivning og klubaktiviteter – væk fra isolation og ensomhed.
Settlementet er i samarbejde med Københavns Kommune lykkes med helhedsorienterede indsatser, gode overgange og tæt opfølgning – erfaringer som ifølge VIVE-forsker også inspirerer til udvikling af kommunens ordinære indsatser.
Sonja fra Saxogade
I den socialøkonomiske handelsgade, Saxogade, er mange af butikkerne opkaldt efter karakterer i DR’s socialrealistiske børneprogram fra 1968 ’Sonja fra Saxogade’. Det gælder Café Sonja, børnetøjsbutikken Heidi og Bjarne, som er opkaldt efter Sonjas søskende, og Fredes Woodshop, som er opkaldt efter Sonjas mors kæreste.
Derudover tæller gaden den syrede frisørsalon-kombi-retrolegetøjsbutik Hos Ruben og Bobby, Det kollektive Klædeskab med designertøj, plantebutikken Grønne Kræfters Tillidsbix og LØS Market, Danmarks eneste 100 procent emballagefri, økologiske købmand.
Fakta: Settlementet
- Settlementet blev grundlagt i Saxogade på Vesterbro i 1911 som Kristeligt Studentersettlement af teologistuderende, som flyttede ind i området og frivilligt begyndte at undervise beboerne her i en overbevisning om, at de kunne tilføre lokalbefolkningen viden og selv lære af de lokale livsvilkår. Dengang var bydelen en af de fattigste i København.
- Settlementet er i dag et tilbud til udsatte voksne, der er faldet gennem velfærdssamfundets sikkerhedsnet, i hele København og omegn.
- Består af Rådgivningen, værestedet Gang i Gaden, Saxogade – den sociale handelsgade med socialøkonomiske virksomheder, en vifte af forskellige klubtilbud og beskæftigelsesindsatsen som ekstern leverandør til Københavns Kommune. Derudover driver Settlementet feriekolonien Lyngborgen i Vig.
- Settlementet arbejder for at skabe håb, udvikling og meningsfulde fællesskaber ved at lade det enkelte menneske udfolde sit potentiale i et fællesskab.
- Settlementet arbejder også for social og kulturel ligestilling i samfundet og for at bygge bro mellem fællesskaber og enkeltpersoner, på tværs af generationer og på tværs af sociale og kulturelle skel.
- Har over 100 frivillige og omkring 50 ansatte. Mere end 1.000 borgere får årligt hjælp i et af Settlementets tilbud.
- Settlementets rådgivning har ført flere sager i Ankestyrelsen, hos Ombudsmanden og Borgerrådgiveren i Københavns Kommune.
3 skarpe
Socialrådgiver Eva Tetzlaff, leder af Settlementets rådgivning, svarer på tre spørgsmål.
Hvad kan I, som kommunen ikke kan?
– Vi er rigtig gode til at tilrettelægge individuelle forløb, fordi vi har så stor en grad af fleksibilitet og tid til at gennemføre dem. Plus at vi arbejder med en ressourceorienteret tilgang for at selvstændiggøre folk, så de eksempelvis selv kan skrive en klage eller udfylde et budgetskema. Det gør en kæmpe forskel for dem selv at kunne, frem for at jeg skal gøre det for dem.
Hvilken betydning har frivilligheden i huset?
– Det er med til at skabe en større social forståelse mellem grupper i samfundet – begge veje. Der er bestemt også fordomme mod de nye børnefamilier og hipstere på Vesterbro. Personligt elsker jeg at komme ind i Heidi og Bjarne (børnetøjsbutik i Saxogade, red.) og opleve det fælles tredje mellem en hipsterkunde, en ung frivillig og en borger i praktik.
Ser I de offentlige myndigheder som medspillere eller modstandere?
– Vi prøver altid at have et konstruktivt samarbejde med myndighederne, også selv om de ikke altid elsker os. Vi oplever også, at nogle af vores brugere bliver undtaget fra for eksempel 225-timers reglen, fordi der sidder sagsbehandlere i systemet, som godt kan se det forløsende i at dispensere. Det handler også om at forstå, hvilken lovgivning, strukturer og beslutninger oppefra, de er underlagt. Så vi er ikke i kamp med kommunen, men vi er heller ikke bange for at påpege, hvis vi mener, at de forvalter loven forkert. Fortalerrollen og rollen som vagthund ser vi som vores pligt.
Artiklen har været bragt Socialrådgiveren 01/22