Hilary Cottam, engelsk pionér i socialt arbejde, opfordrer til, at vi gentænker velfærdssystemerne, så vi lader mennesker og relationer mellem mennesker være styrende for den hjælp, vi giver.
Hun har boet sammen med familier i slumkvarterer i nogle af verdens fattigste lande for at komme tæt på deres hverdag, drømme og problemer. Og hun har lejet en bus og fyldt den med købepizzaer for at få unge i et udsat område i London i tale.
Selv beskriver den engelske sociale entreprenør Hilary Cottam sit banebrydende sociale arbejde som ganske almindelig sund fornuft: At møde borgeren som et andet medmenneske. Sætte sig ned og tale sammen, bruge tid på at lære hinanden at kende og så spørge: ”Hvad har du brug for min hjælp til?”, så man får knækket den kode, der kan få borgeren på fode igen.
Sådan har hun i årtier arbejdet med udsatte familier i Afrika, Latinamerika og hjemme i England med succes. Denne relationelle tilgang til velfærd kalder Hilary Cottam for ’radikal hjælp’, som også er titlen på hendes bog fra 2018 om metoderne og erfaringerne bag. Dem vender vi tilbage til.
Har ramt en nerve
Hilary Cottam har inspireret socialarbejdere verden over og er også direkte forbillede for projektet ’Opgang til Opgang’ i boligområdet Gellerup ved Aarhus. Hun lagde selv vejen forbi det pilotprojekt, der først blev gennemført i et andet udsat boligområde i Aarhus for nogle år siden og husker tydeligt mødet med familier og socialarbejdere:
– Jeg spiste frokost hjemme hos nogle af familierne, men det var tidligt i projektforløbet, så det var svært for mig rigtig at vurdere det. Men jeg fik indtryk af allerede dengang, at man virkelig prøvede at arbejde ’ved siden af’ familierne i et forsøg på at forstå deres livssituation og støtte dem på bedst mulig vis herfra, husker Hilary Cottam, som dog blev meget forbavset over, at boligområdet officielt var på ghettolisten.
– Jeg har sjældent set så smukt et boligområde – og I kaldte det for en ghetto, siger hun og griner.
At socialarbejdere i en velfærdsstat som den danske lader sig inspirere af hendes metoder, gør Hilary Cottam glad, men hun mener ikke selv, at hun drysser meget stjernestøv over det.
– Det har som sådan ikke noget med mig at gøre, men mit arbejde har tydeligvis ramt en nerve, fordi det er sund fornuft at gøre sådan. Og fordi man rundt omkring er begyndt at indse, at det, vi har forsøgt i årtier, ikke rigtig virker. Det ved familierne, og det ved socialarbejderne, som er her for at gøre en forskel. Derfor er det både frisættende og sund fornuft for dem at arbejde sådan.
Nye præmisser for velfærd
Hvorfor er det nødvendigt at forandre måden at arbejde med sociale indsatser i familier på i hele den vestlige verden?
– Jeg synes, at corona-pandemien kun har understreget, hvor stor ulighed der er i samfundet. I en tid, hvor alle har skullet arbejde og undervises hjemmefra, har vi jo set, hvor stor forskel der er på folks forhold, hvor tæt de bor med mere. Her i England har mange af de familier, jeg arbejder med, ikke engang internet hjemme, så de må købe dyre datapakker, ikke alle har en skærm eller et roligt sted at arbejde. Mange har ikke været opmærksomme på den ulighed før.
– Og det siger mig, at vi i lyset af det igen må tænke over – bottom-up – hvilken støtte familierne har brug for. Hvad skal der til for at få dem til at blomstre, og når det gælder de familier, som virkelig er udfordrede, er vi nødt til også at se på fattigdomsaspektet. Hvis du er fattig i England, har du ti gange større risiko for at få fjernet dit barn, siger Hilary Cottam.
Hendes grundbudskab er, at præmisserne for det velfærdssystem, vi har bygget op siden 2. Verdenskrig, er forældede: Den optimistiske tro på, at et faglært job var nok til at skabe et godt liv, så velfærdssystemet kun skulle træde til, når folk midlertidigt stod med et af de problemer, vi alle oplever i løbet af livet.
– Det holder ikke længere, fordi den økonomiske situation har forandret sig. I dag er det både svært at finde arbejde og at flytte sig fra et job til et bedre. Det er der mange grunde til – blandt andet teknologiudviklingen, markedsgørelsen af arbejdsmarkedet og tabet af ufaglærte job. Derfor er vi nødt til at reframe velfærdssystemet. Det sociale system kan opfange dig, så du undgår at falde dybere ned, men det kan ikke frisætte dig og give dig den energi, som er nødvendig for at klare dig godt i samfundet.
Svært at skabe forandring
Men hvorfor er det afgørende, at familierne selv formulerer, hvad de har brug for?
– Først og fremmest fordi jeg kan se, at det virker – over hele verden. Som mødre og forældre vil vi jo kun det bedste for vores børn, og uanset hvor udfordrede vi er, ved vi stadig, hvad der vil være bedst for os. Derfor er vi er nødt til at starte et sted, som giver mening for os. Et sted, hvor vi tør starte og så bevæge os skridt for skridt derfra – også fordi vi ved, hvor svært det er at skabe og fastholde forandringer i vores liv. Derfor giver det meget bedre mening at spørge familierne, hvad de har brug for, og så støtte dem i at opnå det.
Det kræver, understreger Hilary Cottam, at man går nænsomt til værks. Meget sårbare familier, som har været vant til at have kontakt med horder af socialarbejdere, jobkonsulenter, skolefolk og sundhedskonsulenter, kan ikke bare formulere, hvad de gerne vil.
– Men de kan langt bedre end os se tingene hjemmefra i helhed og sammenhæng. Derfor giver det mening at tale med dem her og sammen finde ud af, hvor man skal begynde.
Hilary Cottams udgangspunkt er altid, at familierne er ’voksne’.
– Mødrene ved godt, hvad der skal til for at hjælpe deres børn, så lyt til dem. Socialarbejderne er også virkelig værdifulde professionelle, så lad os lytte til dem. Og lad os give dem lov til at agere fra deres erfarne og veltrænede instinkter – snarere end at tvinge dem til følge regler, der viser, at den næste kasse, du skal krydse af, er den her.
Forlad risikotankegangen
Hvad er så radikalt i den måde at arbejde på?
– Den berømte afro-amerikanske politiske aktivist Angela Davis siger, at ’radikal’ egentlig bare betyder at gå tilbage til rødderne. Men for mig er det radikalt, fordi så meget af arbejdet i vores velfærdssystemer foregår på overfladen. Når du kommer med et problem, skal medarbejderne klikke deres output af i systemet, så de flytter dig bare fra A til B, for så kan de sige, at opgaven er løst. Men ingen adresserer i virkeligheden de dybere rødder i det – hvordan problemerne hænger sammen og er viklet ind i hinanden. Det er det, jeg prøver i mit arbejde.
Det virkelig radikale, set med systemets øjne er, mener Hilary Cottam, at forlade risiko-tankegangen til fordel for at tænke i relationer.
– Med markedsgørelsen af vores systemer følger et enormt fokus på risikostyring. Og jo, der er nogle få familier, hvis børn er i risiko for at blive skadet. Det tager jeg meget alvorligt. Men de systemer, vi har sat op for at styre risikoen, står i vejen for de relationer, der er nødvendige for at skabe forandringer i familierne. Og, fortsætter Hilary Cottam:
– I praksis beskytter vores systemer jo ikke børnene. De udsættes stadig for skader og overgreb. I et system baseret på at kontrollere risiko har vi ikke de tillidsfulde relationer med familierne og lokalsamfundene, og derfor aner vi heller ikke, hvad der foregår. Når jeg taler om, hvordan vi er nødt til at arbejde med at støtte mennesker i at vokse frem for at fokusere på risici, opfattes det som ret radikalt af nogle. Ja, faktisk farligt. Men faktum er, at når man arbejder relationelt, er tilliden til stede, og derfor har vi større indblik i og forståelse for de reelle risici i familierne – og kan arbejde med dem. Derfor er vi nødt til at tænke anderledes.
Netværk er vigtige
Hvorfor er relationerne så vigtige i dit arbejde?
– Relationer er vigtige inden for rammen af de fire kapabiliteter (se boks side 26, red.), som jeg arbejder med: At have en plads i lokalsamfundet, at kunne lære, at kunne arbejde og at have relationer til andre mennesker. Relationer giver dig ikke kun glæde i dine egne cirkler, de hjælper dig også med for eksempel at finde arbejde. Otte ud af ti får job via nogle, de kender, så uden netværk er det svært. Og du føler dig ensom uden netværk. Så relationer gavner vores trivsel både menneskeligt set og strategisk.
Og for Hilary Cottam er det meget anderledes end at have en behovsstyret tilgang.
– ”Jeg vurderer, at du har de og de problemer, og ud fra det skal jeg sørge for at skaffe det og det”. Den relationelle tilgang er: ”Hvad har du faktisk brug for at være for at vokse?”.
Kan vi klare alle verdens store udfordringer – fattigdom, ulighed, overvægt og så videre – med relationel velfærd?
– Nej, vi er nødt til også at se på den økonomiske politik og på arbejdsmarkedet. I England har vi hjemløse familier, hvor begge forældrene har et arbejde, men de har ikke råd til at betale husleje, fordi lønnen er så lav. Så vi er nødt til at se på, hvordan vi for eksempel fordeler den ufattelige rigdom, nogle har fået med den teknologiske revolution. Og vi skal se på de systemer, der kun arbejder med symptomer, men aldrig når ned til rødderne. Det er en ekstrem dyr måde at arbejde på, fordi de behandler de samme mennesker igen og igen.
Pengene går ikke til familierne
Det sparer også penge at arbejde med relationel velfærd?
– Ja, på flere måder. Hvis flere generationer af samme familier er i systemet, og hver af dem har bunker af medarbejdere omkring sig, er det en meget dyr måde at hjælpe på. Så er det bedre at arbejde helhedsorienteret – lære familien at kende, gå til rødderne af problemerne og sammen finde ud af, hvordan de kan løses, så familien kan skabe et bedre liv. Plus at det koster enorme summer at holde det sociale system kørende. Så mange af de penge, vi bruger på velfærd, går ikke til familierne, men til at holde systemet i gang.
– Men nej, man kan ikke bare leje busser og købe pizzaer hele vejen. Det vigtigste er at være åben overfor at sætte sig i andre menneskers sted. Og det så jeg i Opgangsprojektet i Aarhus – at socialarbejderne faktisk havde lyst til at sætte sig ned og drikke en kop te i folks stuer uden en dagsorden. Men bare lytte og høre deres historier for at blive klogere på, hvad den familie faktisk havde brug for. Det lyder nemt og er svært i praksis. Men det er faktisk det, som gør forskellen.
De fire kapabiliteter
I sin bog ’Radikal hjælp – hvordan vi genopbygger indbyrdes relationer og revolutionerer velfærdsstaten’ fremhæver Hilary Cottam fire kapabiliteter, som er vigtige for, at borgerne kan skabe forandring i deres liv.
Læring: Evnen til at udvikle sig gennem undersøgelse og meningsfuldt arbejde – muligheden for at udvikle vores forestillingsevne.
Sundhed: Vores indre og fysiske vitalitet er afgørende for et blomstrende liv, og et godt helbred indebærer en fin balance mellem accept af ens krop og sind og forpligtelse på gode vaner.
Fællesskab: At være en del af noget større og bidrage både på det lokale og verdensomspændende niveau til en bæredygtig livsform, arbejde side om side med andre i bestræbelsen på at frembringe forandring eller skabe noget sammen.
Relationer: Et understøttende og tæt netværk med andre, hvoraf nogle ligner os, mens andre ikke gør.
Kilde: ’Radikal hjælp – hvordan vi genopbygger indbyrdes relationer og revolutionerer velfærdsstaten’, Mindspace, 2018.
CV
Hilary Cottam er en internationalt anerkendt social iværksætter.
I 2006 grundlagde hun Participle (participle.net) for at designe udkast til en ny velfærdsstat.
Har tilbragt 12 år i Afrika og Latinamerika, bl. a. som fattigdomsspecialist for Verdensbanken.
Udgav i 2018 bogen ’Radikal hjælp – hvordan vi genopbygger indbyrdes relationer og revolutionerer velfærdsstaten’.
Læs mere på hilarycottam.com
Artiklen har været bragt i Socialrådgiveren 04-05/21