Magtbalancen og dagsordenen om, at borgeren skal passe ind i vores kasser, er helt forrykket. Nu træder vi ind i deres hjem, tager skoene af og hænger jakken der, hvor de beder os om. Det gør os åbne på en helt anden måde. Det er både befriende og svært, fortæller to socialrådgivere om mødet med familierne i ’Opgang til Opgang’ i Gellerup.
– At få lov at lave det, jeg troede, jeg skulle lave, da jeg uddannede mig – at være en rigtig socialrådgiver, der arbejder menneske-til-menneske frem for at tænke i siloer. Det er meningsgivende – både for mig og for borgerne.
Sådan forklarer socialrådgiver Saima Mushtaq sin begejstring for arbejdet med udsatte familier i boligområdet Gellerup i Aarhus i projektet ’Opgang til Opgang’, som hun er udlånt til fra Jobcentret i fire år.
En af hendes kolleger i projektet, socialrådgiver Jane K. Jensen nikker. Hun er selv udlånt fra Familiecentret, men havde allerede stiftet bekendtskab med måden at tænke og arbejde på i forløberen til det nuværende opgangsprojekt i et andet udsat boligområde i Aarhus.
– Det helhedsorienterede blik i arbejdet tiltaler også mig. Vi er blevet så specialiserede i familiearbejdet – her sidder man enten med kriminelle børn og unge eller anbringelser eller handicappede og så videre. Og ofte henviser vi bare borgeren til en foranstaltning eller indsats. Så at få lov at være ’den, der er den’, favne og løbe med bolden selv og bruge sig selv i samarbejdet med borgeren, det er fedt, siger hun.
Magtbalancen forrykket
Når det er sagt, så er det også omvæltende for både familierne og socialrådgiverne at skulle arbejde så tæt og anderledes sammen.
– Familierne er kun vant til at komme ind og tale med os i kommunen en gang hver tredje måned, og vi plejer at starte mødet med at sige: ”Vi har sat en time af, og vi skal tale om det og det”. Så det er en kæmpe omvæltning at ses løbende og møde op uden en fast dagsorden i lommen, men bare med nysgerrighed på det menneske, man sidder overfor, siger Jane K. Jensen.
– Ja, supplerer Saima Mushtaq, magtbalancen og dagsordenen om, at borgeren skal passe ind i vores kasser, er helt forrykket. Nu træder vi ind i deres hjem, tager skoene af og hænger jakken der, hvor de beder os om det og sætter os i deres sofa. Det gør os åbne på en helt anden måde, og familien møder et nyt ansigt på kommunen, selv om vi har samme myndighed. Men vores relationelle tilgang gør hele forskellen.
Tætte og tillidsfulde relationer
Socialrådgiverne og deres kollegaer i projektet har prioriteret at bruge meget tid på at lære familierne at kende og forstå, hvilke udfordringer de kæmper med, og se deres ressourcer.
– Mange starter med at sige til os, at ”der er ikke noget med børnene”, fordi de er bange for, at vi måske fjerner dem. Men jo tættere og mere tillidsfuld en relation vi får opbygget, desto mere kommer det frem, at der måske er noget med børnene, fortæller Jane K. Jensen.
– Familierne har et billede af, hvad kommunen er, baseret på deres erfaringer og oplevelser – for eksempel at vi tager deres penge og børn fra dem. Men når vi kommer og sætter os i deres stue, opfatter de os ikke som kommune på helt samme måde. Det er vi jo selvfølgelig, og det forklarer vi, fordi vi skal være helt gennemsigtige i samarbejdet – samtidig med, at vi mildner deres billede af ’systemet’, siger Saima Mushtaq.
Jane K. Jensen supplerer:
– Og når først tilliden og relationen er etableret, så ringer mor måske til teamet for at få råd og vejledning til, hvad hun skal stille op med en konflikt mellem barnet og skolen. Og de kompetencer, hun får her, kan hun jo bruge andre steder. Hun lærer, hvordan man kommunikerer med ’systemet’, og det kan hun også bruge eksempelvis hos lægen. Den oversætterrolle, vi normalt har mellem for eksempel skole og borger, bliver mindre, når vi i stedet fungerer som brobyggere mellem systemerne.
Fra ekspert til menneske
En anden vigtig bevægelse i måden at arbejde med familierne er, at den enkelte projektmedarbejder lægger ekspertrollen fra sig og i stedet fremstår som et menneske, der hjælper et andet menneske.
– Hvis jeg kan høre på en mor, at der er noget med børnene, kan jeg eksempelvis sige: ”Jeg er også mor til tre børn, og jeg tænker, at det, jeg ville gøre som mor, var at … ”. Her kan vi identificere os med hinanden, fordi vi har et fælles leje. Lige som jeg kan finde på at sige: ”Det ved jeg faktisk ikke, men lad os google det”, fortæller Jane K. Jensen og suppleres af Saima Mushtaq:
– Det gør også, at moren tager ejerskab for processen, så hun selv kan gøre det næste gang. Vi skal jo ikke rende rundt og fikse alt for dem. Vi arbejder menneske til menneske, siger hun og tilføjer:
– Så det med ikke at være eksperten, ikke have en dagsorden, men bare lytte aktivt, er vores store opgave. Det kræver tålmodighed – at holde ud at være i processerne, indtil borgeren selv finder frem til ’løsningen’. Det er svært ikke hele tiden at være i gang med at lægge en plan for borgeren, tage têten og ansvaret.
Socialrådgiverne prioriterer også at gøre noget aktivt sammen, mens de opbygger relationen, for eksempel at gå med i køkkenet, når mor laver mad til børnene, bede familien om at vise dem lokalområdet, tale om hvordan her er at bo og undervejs finde ud af, hvad der er af aktiviteter og tilbud i lokalområdet, der skal undersøges nærmere i fællesskab.
– Vi prøver at åbne verden mere op for dem ved at være nysgerrige på, hvem de er, siger Saima Mushtaq.
Begge socialrådgiverne peger på, at det er en udfordring at gå fra at være ekspert til at være generalist.
– Vi kommer jo alle fra noget, vi er gode til og plejer at lave i vores silo, og hvor vi næsten altid har ’løsningen’. Men hvor vi også må erkende, at det ikke altid rykker i forhold til borgeren, siger Saima Mushtaq.
– Vi havde for eksempel en kvinde med i projektet, hvor relationen og samarbejdet ikke rigtig fungerede. Her valgte vi at bruge Hilary Cottams måde og spurgte hende: ”Hvem af dem, du har mødt, vil du helst have hjælp af?” Hun pegede så på en bestemt medarbejder, fordi der var et match i relationen. Og det er jo sårbart at kunne blive valgt fra: ”Du skal ikke ind i min stue”. Det skal man kunne være i som medarbejder og team, fortæller Jane. K. Jensen.
Høster i næste generation
Og nej, det kan ikke lade sig gøre at få alle i projektet i arbejdet.
– Vi arbejder med JobFirst-tilgangen, men vi ved, at alle familier skal behandles forskelligt. Nogle siger fra første dag, at de gerne vil have et arbejde, og det prøver vi at være tro mod og arbejde i den retning, selv om vedkommende måske aldrig nogensinde har haft et job, siger Jane K. Jensen.
– Og projektet har meget mere end bare et jobsigte. Vi arbejder med familiernes trivsel.
– Så det kan godt være, at mor og far ikke lige kommer i arbejde, men de kapabiliteter, vi ser og hjælper dem med at udvikle, giver måske, at børene får bedre vilkår for at gennemføre uddannelse og senere få et arbejde. Så vi kan så et frø hos forældrene …. Så det kan godt være, at projektet løber i fire år, men nogle af frugterne kan vi først høste om 15 år, siger Saima Mushtaq.
Det ’albuerum’ har projektmedarbejderne fået, bekræfter Jane K. Jensen.
– Det har overrasket vores leder og styregruppen bag projektet, hvor udfordrede familierne er, så vi har fået rum til, at nogle resultater først viser sig med den næste generation. Men målet om at opbygge netværk og aktivere deres medborgerskab – få dem ud at deltage i fritidsaktiviteter eller frivilligt arbejde i samfundet – holder vi fast i, siger Jane K. Jensen. Og Saima Mushtaq tilføjer:
– Vores store mål er, at de ringer til nogle i netværket, før de ringer til kommunen – lige som vi andre gør, når vi har brug for hjælp til noget.
» Læs om andre kommuners erfaringer med at arbejde med sammenhængende indsatser på Socialstyrelsens temaside: vidensportal.dk/voksne/sammenhaengende-indsatser
Artiklen har været bragt i Socialrådgiveren 04-05/21