Jeg giver en hjælpende hånd

Profil: Som ‘springer’ kan ernæringsassistent Pernille Paloposki blive sendt til et af Sygehus Lillebælts andre køkkener med dags varsel, hvis der mangler hænder. Og hun stortrives med afvekslingen.

“Du skal en tur til Kolding i morgen i to dage”.

Det er næsten den bedste besked, ernæringsassistent Pernille Paloposki kan få, når hun står i Sygehus Lillebælts køkken i Vejle.

− Jeg elsker det! Jeg vil rigtig gerne bare have så meget erfaring med i bagagen som muligt, og det føler jeg, at jeg får, når jeg skal ud i et andet køkken og lave noget nyt. Og så kan jeg godt lide at blive kastet ud i noget vildt − samtidig med, at jeg godt kan lide at have rutine og struktur på tingene, siger hun.

For ud over den klassiske stillingsbetegnelse som ernæringsassistent i sygehusets kantine og i den varme produktion i centralkøkkenet er Pernille Paloposki ansat som ‘springer’. Dem har køkkenet en håndfuld af, og deres funktioner er med kort varsel at kunne springe til i et af de andre køkkener hos Sygehus Lillebælt, hvis der f.eks. er en sygemelding eller ferie.

Føles næsten som en fridag

− Det lyder forkert, men jeg kan næsten føle, at jeg får en fridag, når jeg skal til Kolding og arbejde. Både fordi det giver afveksling i opgaverne − i Kolding er jeg i den kolde afdeling − men også fordi der er meget stille og fredeligt sammenlignet med køkkenet her i Vejle. Og fordi jeg kommer ud og oplever mine andre kolleger. Jeg vil gerne holde relationen til dem ved lige. Vi er ét sygehus og opfatter hinanden som kolleger. Sådan skal det også være.

Og, tilføjer Pernille Palopski:

− Når man er i et fag, man godt kan lide, er der bare noget fælles over det. Det føles ikke, som om vi er fjernt fra hinanden. Og så føler jeg, at jeg er en hjælpende hånd − at jeg gavner, og at der er brug for mig. De spørger også tit: “Hvornår kommer du igen?” Det er fedt.

Var solgt efter småkagerne på plejehjemmet

Pernille Paloposki har altid villet arbejde med mennesker − og mad. Så da hun skulle i gang med en uddannelse, ‘googlede hun nettet tørt’, indtil hun faldt over uddannelsen som ernæringsassistent. Og da hun først havde bagt småkager med beboerne i et leve-bomiljø, var hun solgt.

− Jeg vidste, at jeg havde bidraget til, at alle hyggede sig. Den følelse løb igennem min krop, da jeg tog hjem om eftermiddagen. Da vidste jeg bare, at det var det, jeg skulle.

Vil give noget tilbage til faget

− Det betyder meget for mig, at jeg ser dem, jeg laver mad til. Derfor elsker jeg også at være i kantinen i Vejle, fordi vi får respons fra brugerne. Når nogle tager et billede af vores buffet, fordi den ‘bare er så flot’, er det helt fantastisk. Eller når patienter skriver til os, efter at de har været indlagt og takker for den gode mad!

− Jeg udvikler mig jo også fagligt af den respons − positiv og negativ − som jeg får.

På sigt vil Pernille Paloposki gerne læse videre og arbejde som faglærer på erhvervsskolen.

− Jeg vil gerne give noget tilbage til faget. Det er jo også vigtigt, at vi bliver ved med at uddanne nye ernæringsassistenter − vi unge er med til at skabe liv og stemning i køkkenet.

Artiklen har været bragt i Kost, Ernæring og Sundhed 06/2019