19-årige Dean er søn af to nu afdøde narkomaner og har været anbragt fire forskellige steder i sit liv. Hans usædvanlige familiehistorie med en altoverskyggende pap-morfar er centrum for en ny bog, der også sætter anbringelsesområdet under lup. Vi har talt med forfatteren, der har gennemtrawlet al tilgængelig viden og alle de sagsakter om Dean, som hun kunne få fat i. Og hun har også interviewet nogle af de involverede fagpersoner.
Deans mor Kinga var narkoman. Hans far Peder var også fanget i stoffernes vold og spillede aldrig rigtig en rolle i Deans liv. Dean selv kom til verden på Rigshospitalet den 6. september 1998 og blev taget kærligt imod af Kinga, som dengang var 19 år, hendes to bedste veninder Anja og Karina på samme alder – og pap-morfar Flemming.
Helt fra fødslen var Dean i systemets søgelys på grund af sine forældres stofmisbrug. Men samtidig havde Dean et helt særligt og gennemgående menneske i sit liv: Flemming. En brovtende krejler med et stort talent for alternative indtægtskilder. Flemming var gift med Kingas mor, da Dean blev født. Og han forgudede drengen fra første blik, som det fremgår af bogen.
”Stor, bred på midten og højttalende var han, den tidligere pølsemand fra Amager af jødisk afstamning”, som Kirsten Holm-Petersen, journalist og forfatter, beskriver ham i sin nye bog ’Dean – anbringelser, systemer og en helt særlig familie’. Og hvis betydning for Dean, hun forsigtigt sammenfatter i forordet:
”Måske er det den skæve, kraftfulde, altoverskyggende kærlighed, som Flemming har følt for Dean gennem hele drengens barndom. En kærlighed, som de fleste fagprofessionelle, der har mødt ham, nok vil betegne som noget af en udfordring. Men som har været det eneste sikre fundament i Deans liv gennem alle hans anbringelser.”
En mosaik af information
I mere end tre år har Kirsten Holm-Petersen gennemtrævlet al tilgængelig viden og alle de sagsakter i Deans liv, hun har kunnet få fingre i. Hun har interviewet Dean selv, morfar Flemming, hans øvrige nære netværk, de plejefamilier, han har boet hos, og de fagpersoner i det kommunale system og på de dag- og døgninstitutioner, hvor Dean har haft sin gang, som har ønsket at medvirke – i et forsøg på at belyse de utroligt mange små og store begivenheder, overvejelser og beslutninger, der tilsammen har været afgørende for Deans livsforløb fra fødslen til i dag, hvor han er 19 år.
Det var i første omgang morfar Flemmings enorme kærlighed til Dean, der gjorde så stort et indtryk på Kirsten Holm-Petersen, da hun mødte ham i en anden faglig sammenhæng, at hun valgte at skrive hele historien bag det dengang 16-årige plejebarns omtumlede liv og møde med systemet.
– Flemming ramte mig følelsesmæssigt – hans kærlighed til den her dreng var så ren og stor. Og samtidig var han helt klar over, at han i sit møde med systemet havde haft en facon, som ikke altid hjalp Dean på bedste vis. Hans refleksion over den dobbelthed blev jeg betaget af, fortæller hun.
Overvejede slægtsanbringelse
Dean bliver anbragt i plejefamilie første gang, da han er 15 måneder. Hans mor Kinga er skredet, fordi stofferne hiver for meget i hende. Det sidste halve år inden anbringelsen er det reelt trekløveret bestående af Kingas to veninder Anja og Karina, der sammen med morfar Flemming har taget sig af Dean. Alle tre forguder de den lille dreng. Og det er Flemming selv, som ringer og fortæller kommunen, at Deans mor er skredet, så noget må ske.
Men et mislykket og ikke helt sandfærdigt forsøg fra Flemmings side på at overbevise sagsbehandleren og familieplejekonsulenten om, at han og hans eks-kone, Deans mormor, kan blive par igen og sammen løfte opgaven som Deans plejeforældre, lykkes ikke. Og Dean bliver i stedet anbragt hos en plejefamilie på Sydsjælland, langt fra hans tætte netværk på Amager.
Sagsbehandleren, der følger Kinga og Dean i næsten fire år, overvejede dog seriøst modellen med, at Flemming og Deans mormor sammen kunne få en plejetilladelse – længe før, at det var moderne med slægtsanbringelser.
»Men jeg tænkte meget på børnenes netværk. Det kan godt være, at morfar og mormor ikke boede sammen, men de var ikke uvenner, og Flemming sagde, at de godt ville flytte sammen igen for at undgå, at Dean kom i familiepleje, « fortæller sagsbehandleren i bogen.
”Han havde jo sin morfar”
Anbringelsen hos plejefamilien er imidlertid langt fra vellykket – af den altoverskyggende grund, at Flemmings og plejefar Renés kemi er rigtig dårlig. Flemming har ikke et roligt øjeblik, når Dean er hos den fremmede familie. Han gør alt for at overbevise sagsbehandleren om, at det er en forkert beslutning – og planlægger endda i sin desperation at kidnappe Dean, hvilket dog ikke sker.
Derimod lykkes hans plan med at få Deans mor Kinga til at holde sig clean i seks måneder – længe nok til at få Dean hjem igen. Da han er tre år og på sommerferie hos morfar, vender Dean aldrig tilbage til plejefamilien. Kinga er fast besluttet på igen at være mor for sin dreng – et forsøg, som holder i halvandet års tid, indtil stofferne igen får overtaget. I den periode oplever Deans daginstitution ham som en glad, lille dreng. Da Kinga kommer i døgnbehandling for sit tilbagefald – en behandling Flemming i øvrigt betaler for og holder skjult for myndighederne – flytter Dean atter hjem til morfar.
Som Dean selv husker det, tænkte han aldrig over, ”at han ikke havde en far og en mor sådan som de andre børn i børnehaven. Han havde jo sin morfar. Og hvis hans morfar havde brug for hjælp, ringede han bare efter Karina eller Anja, så kom de”, fortæller han i bogen. Især Anja træder i denne periode i karakter – hun elsker ham og er bevidst om, at Dean vil få brug for hende i sit liv.
Sagsbehandler reagerer prompte
Dean bor skiftevis hos sin morfar og sin mor, når hun i perioder er nogenlunde clean, men hun er ikke stabil, falder hele tiden i igen med stoffer, og på et tidspunkt indser Flemming, at det ikke går. En sen aften sender han derfor i desperation Kingas gamle sagsbehandler en e-mail og forklarer, hvordan landet ligger.
”Der gik kun en halv time, så ringede hun. Hun sagde, at hun var rigtig ked af at høre, at det var gået galt for Kinga. Og så sagde hun, at Flemming ikke skulle gøre mere, hun skulle nok tage affære. Flemming blev varm om hjertet. Han huskede godt nok, hvor gal han havde været på sagsbehandleren, mens Dean havde været i familiepleje, og hvor meget ondt, han syntes, hun havde været med til at forvolde. Men lige dér den søndag aften, hvor hun ikke bare mailede, men ringede tilbage så hurtigt, syntes han, at hun gjorde det hele godt igen.”
På sagsbehandlerens diskrete – hun havde jo ikke længere sagen – foranledning og med Flemmings og den nye sagsbehandlers accept, bliver Dean anbragt hos en pædagog. Hun har haft Dean i vuggestuen i den institution, hvor han også har gået i børnehave i – på Amager, tæt på Flemming, Anja og Karina.
Dean er nu knap syv år. Til at begynde med trives han godt i den nye familie, selvom han – ifølge hvad plejeforældrene siger til sagsbehandleren – forsøger at styre vel meget i familien og spille plejeforældrene ud mod hinanden. I løbet af de næste måneder går det imidlertid langsomt, men sikkert den forkerte vej. Flemming forkæler ifølge sagsakterne Dean i weekenderne, når han er hos ham, og forskelsbehandlingen påvirker datteren i plejefamilien. Forholdet mellem Flemming og plejeforældrene bliver gradvist dårligere, samtidig med at Deans trivsel i plejefamilien forringes. Det ender endnu engang med, at Dean flytter hjem til sin morfar efter godt et års anbringelse.
Næste stop på Deans vej bliver et lille børnehjem i Valby med kun tolv børn – et forslag fra en ny sagsbehandler. Flemming har selv har været på børnehjem og har ikke de bedste minder herfra, men efter et besøg får han så godt et indtryk af Solliden, at Dean flytter ind kort tid efter.
”På Solliden var souschef og socialpædagog Birgitte fra begyndelsen helt på det rene med, at vejen til at give Dean en harmonisk hverdag gik gennem Flemming. Flemming skulle gøres tryg ved, at Solliden ville Dean det godt. Og Flemming skulle have lov til at være så meget med i Deans hverdag som overhovedet muligt, fordi de to var så knyttede til hinanden, som de var. Derfor gik der ikke lang tid, før Solliden og Flemming havde fået drøftet sig frem til nogle rammer, som både Flemming og Dean var begejstrede for.”
Plads til fodbold og mor
De rammer omfatter blandt andet, at Dean kan begynde at spille fodbold i Brøndby – en stor drengedrøm hos den fodboldpassionerede dreng. Der bliver også gjort en stor indsats for Deans forhold til sin mor Kinga, der stadig er stofmisbruger, ligesom han også ser sin far Peder nogle gange for at stoppe frygt og fantasier om farens liv og færden.
Efter fire gode år på Solliden skal Dean videre. Løsningen bliver, at han flytter hjem til Anja, som jo har fulgt og elsket ham, fra han blev født. Anja har sammen med kæresten Kenny en lille pige på et års tid, og siden kommer der endnu en til. Og med op- og nedture bor Dean seks år hos familien, indtil han er næsten 18 år og atter flytter hjem til morfar på Amager. Dean kalder i dag Anja for sin mor. Hans biologiske mor Kinga dør af en overdosis, da Dean er 14 år. Hans far dør et par år senere. Da bogen om Dean slutter, har han flirtet med stoffer og er droppet ud af htx efter 1. g.
Tvivl og refleksion
Deans forløb er langt, voldsomt og komplekst. Men er det også usædvanligt? Og hvad kan socialrådgivere få ud af at læse om det i dag? Det er spørgsmål, bogens forfatter Kirsten Holm-Petersen har gjort sig tanker om.
– Jeg hører tit fra de fagprofessionelle, jeg taler med, at de savner at få ’hele historien, hele livet’ – og også vide, hvordan det går børnene, efter de slipper dem. ”Vil du ikke hilse Dean fra mig”, var der flere, som sagde til mig undervejs. Så muligheden for at gøre regnebrættet helt op, reflektere over, om interventionerne var de rigtige, kunne vi have gjort noget anderledes, give plads til tvivlen og ikke mindst: Føre den refleksion over på de sager, de sidder med nu. Det tænker jeg, at socialrådgivere kan få ud af at læse bogen, siger hun.
Deans historie er også fortællingen om et mangeårigt møde med ”systemet” – om skiftende sagsbehandlere og forsøg på løsninger, der ikke altid viste sig at være til Deans bedste. Og ikke mindst om et skævt, men kærligt netværk omkring ham, der ikke altid spillede med åbne kort overfor de forskellige myndigheder.
– Deres mistillid til systemet går tilbage til før Dean blev født og betyder, at især den første sagsbehandler, som er enormt engageret i sagen, raver noget i blinde, da hun skal finde ud af, hvad der er bedst for Dean, men hun gør faktisk et reelt forsøg på at forstå den skæve konstruktion omkring ham. Og siger også, at hvis Karina havde været en søster, havde hun fået en chance som netværkspleje, fortæller Kirsten Holm-Petersen.
Fagpersonernes stemme er med
Netop fagpersonernes overvejelser i Deans forløb har været et kernepunkt for Kirsten Holm-Petersen at få med i bogen.
– Der har været så utroligt mange dramatiske mediehistorier om akutte tvangsfjernelser af børn. hvor man kun hører sagen fra den ene side – typisk ofrets, familiens eller netværkets side. Og den vinkel er bestemt legitim, men systemet vælger næsten altid ikke at ville kommentere sagen på grund af deres tavshedspligt. Derfor var det en vigtig del af mit afsæt at få deres stemme med og høre deres tanker – netop fordi beslutningerne i de enkelte anbringelsessager, for eksempel om et barn skal i familiepleje eller på døgninstitution, foregår i et lukket rum i socialforvaltningen, siger Kirsten Holm-Petersen.
Det helt store og indlysende spørgsmål, som Kirsten Holm- Petersen stiller i slutningen af bogen, er, om Dean har haft en bedre barndom med systemets mellemkomst? Selv hælder hun til den opfattelse, at han ville have haft bedre gavn af at være vokset op i sit skæve, kærlige netværk – morfar Flemming og morens to veninder, Anja og Karina.
– I hvert fald kunne man have forsøgt – gerne med massiv støtte fra systemet. For de to første anbringelser var noget møg for Dean – to nederlag, som måske kunne have været undgået med lidt større nysgerrighed og åbenhed overfor en løsning i netværket. Min oplevelse er, at ingen har haft det overordnede overblik, som betød, at de kunne tænke lidt ud af kassen eller se bagom den mærkelige familiekonstruktion, som omgav Dean, siger Kirsten Holm-Petersen.
”Dean – anbringelser, systemer og en helt særlig familie”, forlaget Frydenlund.
Artiklen har været bragt i fagbladet Socialrådgiveren 7/2018