Profil: Ambitioner, kompetencer og erfaringer følges ad for Christian Vejlund. Også i jobbet som Exhibition Manager på Bite Copenhagen.
Iværksætter, leder in-spe, futurist eller bare klima-hippie?
Christian Vejlund er svær at putte i en kasse. Selv mener han, at han befinder sig bedst højt oppe i helikopteren, hvor han har det store overblik, kan få enderne til at mødes og gøre sin indflydelse gældende.
− Jeg kan gode lide at møde mennesker og høre, hvad de har at sige. Selv har jeg også meget på hjerte, derfor tiltalte formidlingsdelen af bacheloruddannelsen mig mest. Og så kan jeg godt lide at udfordre mig selv. Det gjorde jeg også undervejs i uddannelsen, hvor jeg prøvede kræfter med alt fra velfærdsteknologi og sundhedsinnovation til convenience food. Og det fortsatte på universitetet, hvor jeg valgte en kandidatgrad på engelsk − integrated food studies. Det var hamrende svært.
Læring kan også være dårlige erfaringer
Men også succesfuldt i den forstand, at Christian Vejlund synes, at han har lært meget. Læring går kun galt, hvis man ikke lærer noget, mener han. Så selvom han f.eks. har et mindre succesfuldt iværksætter-projekt bag sig fra sit bachelorspeciale, har han lært, hvad det vil sige at starte et convenience-produkt op fra bunden. Den viden bruger han i sit nuværende job, der også hænger fint sammen med kandidatspecialet om ‘urban fødevareproduktion med et globalt klimaperspektiv’.
Og det er her, at både futuristen og klima-hippien kommer ind i billedet. For jobbet som Exhibition Manager på fremtidens fødevaremesse ‘Bite Copenhagen’, der holder til i Bella Center i København, har grebet Christian Vejlund om både hjerte og hjerne.
− Det matcher både mine ambitioner og kompetencer. Vi påtager os det internationale værtskab for fremtidens fødevareløsninger, udvikling af fødevarer og gastronomi og kombinerer det med det politiske topmøde ‘World Food Summit’. Det har ingen gjort før, og det er min opgave at få det til at lykkes.
En klima-hippie alligevel
‘Better food for more people’ er den politiske målsætning bag World Food Summit, og det matcher FN’s bæredygtighedsmål, som Bite Copenhagen og Bella Center vil understøtte med fødevareudstillingen.
− Vores slogan er ‘setting tomorrow’s table’. Det betyder, at vi blandt andet sætter fokus på gode ærlige råvarer, insekter og teknologiske landvindinger. På Bite 2017 blev der gjort op med madspild. For eksempel ved at introducere ‘Treatbox’, som giver folk deres madrester med hjem. Personligt er jeg vildt optaget af clean meat − en teknologisk fremdrevet tekstur, der minder om kød, men aldrig har set skyggen af kød. Så her er altså tale om både at præsentere en klimadagsorden og spændende nye fødevarer.
Men du er ikke en klima-hippie?
− Måske er der via kærligheden til mine børn en hippie gemt dybt i mig.
Hvor gør du en forskel med dit arbejde?
− Jeg sørger for at facilitere mødet mellem de rigtige mennesker, som har ideer til og brænder for at dyrke fremtidens fødevareløsninger.
Hvad driver dig fagligt i arbejdet?
− Jeg bliver hver dag overrasket over at høre eller opleve noget nyt. Det er helt unikt. Og jeg føler, at jeg er god til det, jeg laver. Så det er en glæde at få lov.
BLÅ BOGChristian Vejlund
|
Artiklen har været bragt i Kost, Ernæring & Sundhed 4/2018